Karsten brandmand er en populær mand
Det er altså ret fedt at have sin helt egen private brandmand. Det vil de små hos De private Pasningsordninger i Østervrå helt sikkert sige, hvis de bliver spurgt, især efter det seneste besøg på Falcks brandstation i Østervrå.
Brandmand Karsten Lykkegård stod endnu en gang klar til at vise den store røde brandbil frem, da tre private passere trillede ind på Østervrås brandstation med børn og barnevogne. Der gik ikke mange minutter før Karsten havde fået tøet selv de mest skeptiske børn op, for nysgerrige det er vi vel alle, og det er ret spændende, hvad der dukker op, når Karsten lukker de mange låger op i brandbilen.
Inden længe var førerhuset i brandbilen besat, og de voksne måtte gang på gang hjælpe med at løfte op og ned. – MEN! Det var nu alligevel udenfor brandbilen, der skete ting og sager, for ham Karsten brandmand, han finder hele tiden på noget nyt og spændende. Det gjorde f.eks. ikke spor at størrelsen var noget over den normale, for at prøve en rigtig brandmands hjelm og handsker, det er altså noget, der rykker.
Karsten kan også trylle vand ud af brandslangen, og hvem kan ikke godt lide vandpytter? Sådan dukkede der hele tiden nye oplevelser op, endda en maskine, der kunne lave blæsevejr – så er det med at holde fast.
En masse leg og nysgerrige undersøgelser senere var det blevet tid til at sige farvel, og som en lille ekstra hilsen fik alle børn hver sin lille røde brandhjelm med hjem. Da alle havde sagt farvel, og stod udenfor porten og vinkede, gav Karsten lige en lille smagsprøve på, hvordan brandbilen lyder, når den skal ud og slukke ild. For nogen den fedeste afslutning for andre var der brug for en voksen hånd at holde fast i, men alligevel en super dejlig dag i selskab med vores helt egen brandmandshelt Karsten Lykkegård.
ÅB