
Østervrå Kirkes Voksenkor gav onsdag den 20. dec. om aftenen et ekstra, stort boost til julestemning med en dejlig, varm og hyggelig julesangsaften. Koret har et meget bredt repertoire – også gode julesange og salmer, som tilhørerne fik lejlighed til at synge med på.
Østervrå Kirke var smukt pyntet med flotte dekorationer og juletræet med sin pynt. Lige netop den julesang var ikke på aftenens program hos Østervrå Kirkes Voksenkor, men det var til gengæld mange andre kendte og mindre kendte sange, salmer, et par gospelsange og et par sange på engelsk fik vi også.
Tempoet skiftede legende og let med flerstemmig sang, enkelte solopræstationer og en skøn energi, der også smittede af på publikum, som gav den gas, på de salmer, hvor der blev inviteret til fællessang.
I det hele taget fik de ca. halvt hundrede tilhørere et rigtig fint indblik i, hvor bredt koret favner i sit repertoire. Det hele blev fremført med stort engagement af de ca. 20 sangere, som blev akkompagneret af korleder Freja Underbjerg Würtz på klaver og korets guitarist Niels Ove.
Afsked
Hvis der var lidt vemod i aftenens sang og musik, så skjulte både kor og korleder det godt, men det var faktisk Freja Würtzs afskedskoncert med koret. Det blev markeret med en gave fra koret, som samtidig takkede for samarbejdet. Freja takkede også koret, og ridsede kort op, hvordan den spæde start fra syv kormedlemmer til godt 25 har ført til det kor, publikum kan glæde sig over den dag i dag.
Østervrå Kirkes Voksenkor har en god blandet sammensætning af mænd og kvinder med en aldersspredning fra ca. 25 til slut 70’erne. Kormedlemmerne er også meget bredt funderet i deres kendskab til korsang. – Nogen har sunget lidt, andre har sunget i mange år, nogen kan noder, andre kan ikke, men det fungerer fint.
Koret holder juleferie frem til onsdag den 10. januar, hvor den nye korleder Christina Thoft tager over. Christina er et kendt ansigt, idet hun også vikarierede under Frejas barsel.
Aftenen sluttede med ”Dejlig er jorden”, og hvad kan næsten være bedre at toppe den gode julestemning med?
OH! Holy Night – kor
Maria gennem torne går – kor
Hvad er det, der gør julen til noget særligt – kor
Glade jul – fælles
I Danmark er jeg født – kor
We acknowledge your presence – kor
En stjerne skinner I nat – kor
Kimer I klokker – fælles
Julen har bragt velsignet bud – fælles
Alt i Alt – kor
See You in Heaven – kor
Nær – kor
Dejlig er jorden – fælles
ÅB




