
Det var kun lige akkurat, at årets cykelløb for skolebørn til fordel for julehjælp kunne afvikles i tørvejr – men det gik! De friske børn, forældre, bedsteforældre og naboer mødte ellers op beredte med regntøj og paraplyer, hvis himlens sluser igen skulle åbne sig. Både de to cykelløb af hver cirka 12 minutters varighed og den efterfølgende hygge med grillede pølser og popcorn foregik i hyggelig stemning under en rolig og klar augusthimmel.
Der var knap så mange ryttere, som de foregående år, men til gengæld blev der virkelig trampet i pedalerne. Fra den mindste rytter på 5 år, som stolt klarede en hel omgang på 750 meter, til de ældste ryttere på 10-12 år, var der stor glæde og stolthed ved at vide, at de ved deres indsats samlede penge ind til at hjælpe andre familier i lokalsamfundet til en bedre jul, når den tid melder sig om snart ikke så længe.
Cykelrytterne blev trakteret med både saft og chipsposer samt pølser og brød sponsoreret af Meny, som også sponsorerede det øvrige salg af pølser til fordel for julehjælpen. ØVI stillede igen beredvilligt arbejdskraft og godt lune til rådighed for tilberedningen og der var i rigelige mængder popcorn til alle, som KFUM-spejderne i Østervrå gavmildt delte ud af. Under løbets afvikling sørgede frivillige for at holde styr på trafikken og cykeltrøjer var fra Østervrå Motor- & Cykelcenter mens de uvurderlige numre var fra JKE-køkken (mange af rytterne havde slet ikke afmonteret det seje nummer fra de foregående år, som dermed stolt fremvises hele året!).
Det bidrog bestemt også til stoltheden at hver rytter modtog et flot diplom lavet af Østvendsyssel Folkeblad med indsatsen anført på. En indsats som i alt løb op i ca. 39 kilometer, hvor de hurtigste kørte med en gennemsnitsfart på ca. 30 km/t. Hvad det indsamlede beløb løber op i denne gang er endnu ikke opgjort, men beløb modtages fortsat på MobilePay 26121 med anførsel af ”Julehjælp”.




