
Corona-virussen har desværre i år været årsag til, at mange traditionsrige arrangementer er blevet aflyst. Så meget desto skønnere er det, at det er muligt at holde fast i afholdelsen af det årlige julehjælpsløb for skoleelever, som sætter fokus på, at vi i lokalområdet hjælper hinanden.
Netop fordi der er tale om et cykelløb, som foregår under åben himmel, hvor alle kører på sin egen cykel og der på ruten er rig mulighed for at holde behørig afstand mellem publikum, kan arrangementet afholdes med iagttagelse af de gældende forholdsregler.
Det er 4. år i træk, at cykelløbet afholdes og den nye ledelse på skolen har samlet handsken op, så der igen er fuld opbakning derfra. Skolen har således allerede uddelt sedler til alle børn i indskolingen og på mellemtrinet, så Østervrå og Torslev menighedsråd, der er arrangører af cykelløbet, håber på, at mange igen i år vil bruge eftermiddagen fredag den 28. august på at cykle penge ind til julehjælp til familier bosiddende i de to sogne.
De cyklende børn modtager som tak et diplom som bevis på deres deltagelse og pølse og brød.
For familie, venner og andre med lyst til at komme lidt af huse, vil der være mulighed for at købe mad og drikke og dermed samtidig støtte ØVI, der velvilligt atter står ved grillen. Desuden medvirker KFUM-spejderne i Østervrå med popcorn.
Der er alt i alt lagt op til en hyggelig eftermiddag med hjertet på rette sted.




