
Den store julefrokost i Østervrå Idræts- og Kulturcenter er aflyst på grund af den aktuelle situation med en efterhånden ret velkendt virus. Heldigvis er der allerede en ny dato på plads – 4. december 2021.
Arrangørerne af den store julefrokost i Østervrå har fulgt ekstra opmærksomt med i myndighedernes udmeldinger og udviklingen i smittetallene. Lige til det sidste havde ØVIs Venner håbet på, at det skulle udvikle sig i den rigtige retning, men desværre ser det ikke ud til at være tilfældet, så nu har de taget konsekvenserne, og valgt at aflyse Julefrokosten anno 2020. – Vi har skudt beslutningen så længe som muligt, men nu tror vi ikke længere på, at det kan lade sig gøre, forklarer Charlotte Dahl Albertsen fra ØVIs Venner.
Det vil ikke være forsvarligt at åbne for et arrangement med 600-700 gæster inden den 1. december, og vi kunne da også sagtens forestille os, at flere ikke ville turde at komme. I den sidste ende kunne vi slet ikke forestille os en julefrokost uden dans, musik og mulighed for at ”hænge ud” i baren. I stedet vil vi hellere vende tilbage med et brag af en julefrokost lørdag den 4. december 2021, så derfor kan vi kun opfordre alle derude til at holde afstand, så det kan blive en mulighed, slutter ØVIs Venner.
Aftaler på plads
Programmet for 2020 er stadig i spil, idet arrangørerne har truffet aftale med de to bands Petrols og Bitter Moon, og maden den har Martin Kok lovet, at han er klar til at levere.
Julefrokosten i Østervrå er et samarbejde mellem ØVIs Venner og ØVI håndbold godt sekunderet af idrætscentrets personale og en hær af frivillige.
SEB




