Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Inge og de musikalske venner i en god sags tjeneste

LYNGSÅ: Der var både musik, fællesskab og god stemning, da Inge Nørbjerg Rasmussen sidste søndag inviterede til en lille sommerkoncert i sin private have i Lyngså. Arrangementet var i den gode sags tjeneste og til fordel for Løb4Sagen, der støtter Knæk Cancer.

Inge havde taget imod en udfordring om at få et beløb til at vokse til fordel for den gode sag, og hvem rækker man så ud efter? Selvfølgelig sine gode musikalske venner i Musikkorps Sæby.

En god snes af korpsets mere end 40 medlemmer var mødt op for at bidrage med musik på Inges terrasse. Derudover medvirkede også to andre musikalske venner, Lars og Jesper, mens publikum senere blev inviteret til fællessang ledet og akkompagneret af Jette Klarup på klaver.

Inge bød velkommen og glædede sig over, hvor mange der havde taget imod hendes invitation. For en flad 50’er fik man adgang til det hyggelige havearrangement, og prisen inkluderede både kaffe og kage. I den opstillede bar kunne der desuden købes drikkevarer og grill­pølser.

Musikkorps Sæby lagde ud med en lille halv times koncert, der blev indledt med en march og fortsatte med et fint og varieret repertoire. Herefter tog duoen Lars og Jesper over i pausen.

– Vi er ikke musikere. Faktisk kan vi slet ikke spille, afslørede de med et glimt i øjet.

Det viste sig dog hurtigt, at de havde ganske godt styr på det. Duoen trakterede blandt andet med flere af Allan Olsens ørehængere og et par sange af Poul Krebs, og publikum sang gerne med.

Derefter blev det publikums tur. Fra de omdelte sangblade blev der sunget flittigt med på blandt andet ”Kære Linedanser”, ”Noget om helte”,” Livstræet” og ”Gi’ os lyset tilbage” – samt et par sange mere. Musikkorpset sluttede koncerten af. 

Der var god søgning i baren, så noget tyder på, at Inge har klaret sin udfordring med et rigtig fint resultat. Det var da også en meget rørt vært, der sluttede eftermiddagen af med at takke de mange fremmødte, de musikalske venner og de frivillige hjælpere for deres støtte.

Et rigtig fint program, hvor både musikken, vejret og de mange fremmødte spillede perfekt sammen, endda tilføjet en lille snert af festivalstemning med to opstillede festivaltoiletter. 

Jo, jo – der var rigtig god stemning ved stranden den søndag i Lyngså. To timers god underholdning i en god sags tjeneste – og herfra lyder opfordringen til, at det må gerne blive en tradition. 

ÅB

Populære artikler