
Støtteforening: ”Aktivt børneliv i Østervrå og Thorshøj” er stiftet.
Elever og personale på Torslev Skole havde virkelig lagt sig i selen for at skabe de bedste rammer for årets skolefest – en fest, som var for alle.
Torslev Skole summede af liv torsdag før påske, og straks du trådte ind af døren, blev du mødt af en hyggelig og varm stemning, der gik igen rundt på gangene og i flere klasselokaler. De enkelte klasser havde nemlig fået til opgave at arrangere forskellige aktiviteter, og udbuddet var særdeles stort og varieret med bl.a. klamme følekasser, chips, kagecafé, kartoffelsmadder og flødebollekast. 0. klasserne havde biograf med popcorn, og hos 8. klasse var der konstant kø til at få lavet ansigtsmaling. De to dygtige piger Amalie og Emma sled i det med farveladerne for at efterkomme ønsker fra de tålmodigt ventende skolekammerater. – Jeg er glad for, at jeg har billedkunst som valgfag, lød det fra Emma, som havde travlt med at male Tea.
Spøgelsestog
De yngste havde helt sikkert brug for mor eller far, hvis de vovede sig ind i 9. klassernes ”Spøgelsestog”, for det var lidt uhyggeligt. – Det var lidt skræmmende, særligt lige i starten, for der var en dræber, lød det fra Janus fra 0. A, som havde haft far med ind. Janus var dog helt sikker på, at han skulle prøve endnu en tur. Til gengæld var der et par lidt større drenge, som synes helt upåvirkede af et besøg i de mørklagte klasselokaler.
Aftensmad
Der var rigtig god opbakning til skolefesten, og mange havde også besluttet at ”spise ude”, og her var eleverne fra 7. Z klar med en menu af lasagne og pizzasnegle. Køen ud for madkundskabslokalet var ret konstant, men salgspersonalet forsikrede om, at der var mad nok til alle.
Flere steder var der arrangeret små oaser med borde og stole, hvor især forældrene havde slået sig ned, mens børnene havde travlt med at komme rundt til de mange forskellige boder. De yngste børn havde mor eller far med, mens de ældste jo helt naturligt helst ville være på egen hånd.
Et praktisk klippekortsystem gjorde det let for børn og voksne at ”handle”, og på den måde var der kun ét sted på hele skolen, hvor det var nødvendigt at hive mobil pay eller klingende mønt frem for at købe det gangbare betalingskort.
Støtteforening
En stiftende generalforsamling var som et helt særligt punkt på dagsordenen i f. m. dette års Skolefest, og det lykkedes at få valgt en bestyrelse. (læs mere andet sted i avisen).
Måske bemærkede du også, at der i ugen op til påske var stillet sjove og farverige skilte op rundt i Østervrås gader. Det var Torslev Skoles hilsen til alle med ønsket om en god påske.
ÅB




