
De fleste har sikkert gjort sig nogle tanker, hver gang de kører forbi volden på Suderbovej i Frederikshavn. Hvad er der inde bagved? De fleste ved godt, at det er her Hospice Vendsyssel ligger, og det er et sted, hvor man kommer hen, når man snart skal dø – eller er det nu også det?
Tirsdag eftermiddag gæstede hospiceleder Winnie Poulsen Østervrå Kulturhus med et meget interessant og bevægende foredrag, der gav de godt 80 tilhørere et rigtig fint indblik i, hvordan hospice gør livet værd at leve – selvom der er kort tid tilbage.
Hospice Vendsyssel har ni sengepladser at gøre godt med, og for at blive henvist til én af disse skal patienten have komplekse problemstillinger, der er svære at løse andre steder, og her ser man på, dem der har det største behov.
Et ophold på hospice er ubetinget set ud fra patientens ønsker, men erfaringen er også, at de pårørende samtidig har stort udbytte af dette ophold.
– Et ophold kan være på ét døgn, syv døgn, en måned eller længere tid, men gennemsnittet ligger på 18 dage, fortalte Winnie, som også forklarede, hvorfor belægningsprocenten er ca. 80, hvilket skal ses i lyset af, at der altid vil være et slip i forbindelse med et dødsfald. – Der skal være ro og tid til en god afslutning på livet, understregede hospicelederen.
Udskrevet igen
De fleste patienter er uhelbredeligt syge uden anden behandling end smertelindring. – Vi har mange med kræft, men også hjerte- og lungesyge, ser vi en del af samt patienter med ALS, forklarede Winnie Poulsen, men der er også en del, som bliver udskrevet igen – ca. 25-30%, og måske kommer de igen.
Hospicelederen kom også ind på, hvordan personalet og de frivillige hele tiden forsøger at efterkomme patienternes ønsker, for at gøre deres sidste del af livet, så god som muligt. – Ofte er det helt små ting, der skal til, et smukt dækket bord, friske blomster, en tur ud i frisk luft, og så lægger vi meget vægt på at holde fast i traditioner, forklarede Winnie Poulsen.
Der blev lyttet åndeløst til uddrag af patienthistorierne, som gjorde et ekstra stærkt indtryk, og med garanti, var der flere, som havde tårer i øjenkrogene – deres udsendte inklusiv.
Winnie Poulsen gjorde meget ud af at forklare, hvordan hele personalegruppen på 30 ansatte i flere forskellige faggruppe plus de ca. 50 frivillige alle er lige vigtige. – Det er lige fra rengøring til køkkenet og sygeplejersken, vi er dybt afhængige af hinanden. – F.eks. kan vore køkkenleder gå på ”stuegang”, for at høre, hvad patienten har lyst til, og måske ”ordinerer” hun en gin og tonic til aftensmaden, forklarede Winnie Poulsen.
De pårørende får også, parallelt med patienten, omsorg og tilbud af tværfaglige tiltag, og nogen gange er hjælp til de pårørende den bedste hjælp, lyder erfaringen.
Det interessante og bevægende foredrag var tilrettelagt af Østervrå Bibliotek og Østervrå Seniorer, og det er ikke første gang de to har arbejdet sammen. – Det er efterhånden blevet en rigtig fin og god tradition, at vi laver noget sammen, og det har indtil videre også været med rigtig god opbakning, lød det i bibliotekar Knud Hjørnholms velkomst.
Formand i seniorerne Fritz Pedersen takkede Winnie Poulsen for det fine indblik i livet på hospice, og han benyttede samtidig også lejligheden til at gøre reklame for foreningens kommende jubilæumsarrangement den 17. september, hvor der i billetprisen indgår en lækker buffet med drikkevarer, kaffe og kage samt musikalsk optræden ved Johnny Hansen fra Kandis.
ÅB




