
Torsdag den 17. november var der Højskolesangaften i Østervrå Kulturhus.
Opgaven, med at få de godt 40 fremmødte til at synge med, var langt i hænderne på organist Henrik Strøm. Han startede aftenen med at advare alle om, at hvis man var kommet for at synge velkendte sange, måtte vi ses igen en anden gang for denne aften, skulle vi synge knap så velkendte sange.
Henrik Strøm havde en del teori omkring Højskolesangbogen med både udgivelsesår for de forskellige udgaver og også noget om udviklingen i indholdet. Også kritik af Højskolesangbogen og svar på samme, havde han fundet et par sjove eksempler på – ligesom den historiske udvikling omkring at man begyndte at udgive sangbøger og hvem der udgav sangbøger fik en bemærkning.
Som lovet blev der sunget en række nye og ukendte sange bl.a. med tekster af Sigurd Barret og Margrethe Vestager og et par stykker med melodi af Marianne Søgaard. Alle sange blev introduceret og vi fik en lille spændende historie om sangens tilblivelse.
Efter kaffepausen var der frit for forslag og så var det bl.a. Jens Rosendahl og andre mere velkendte toner, der lød fra salen.




