Hjulene på cyklen drejer rundt, rundt…
Denne let omskrevne tekst til en kendt børnesang blev fredag formiddag fremført af en flok glade børn og voksne på børneinstitutionen Bødkergården i Østervrå for at fejre indvielsen af tre flotte eldrevne ladcykler, som fremover kommer til at åbne for nye oplevelser og en masse vind i håret.
Melsen Fonden er den ene af to gavmilde sponsorer af de tre nye køretøjer på Bødkergården. Fonden har valgt at se positivt på en ansøgning fra Bødkergårdens Venner om en ladcykel til kørestolsbrugere, et tiltag, som særligt er beregnet for børn i Specialenheden. – Det giver helt sikkert en masse nye muligheder, som vi glæder os rigtig meget til at gøre brug af, både på korte ture i lokalområdet, men måske også at kunne ledsage vores bus på kortere ture ud af huset, fortæller afdelingsleder Thea Vadsholt Frederiksen, som sammen med sin kollega Stine Iversen kan afsløre, at både Bjørn og Theodor fra specialbørnehaven allerede havde været ude på prøveture, og de var begge to mægtig begejstrede.
To cykler fra Vennerne
Bødkergårdens Venner har oplevet så flot opbakning til bl.a. deres dyrskuer og julestuer, at de rent økonomiske har fået mulighed for at sponsere to ladcykler til Bødkergårdens vuggestue og børnehave. Personalet har været med på råd, og har budt ind med ønsker og forventninger til cyklerne. Det har bl.a. været vigtigt, hvordan cyklerne er at håndtere rent køreteknisk, men også at børnene selv kan stå af og på ladet, som kan rumme i alt fire børn på de små polstrede sæder, som naturligvis er forsynet med sikkerhedsseler. I tilfælde af dårligt vejr, kan et fint oversejl monteres på ladet, så de små ikke bliver våde. Oveni hatten fulgte der cykelhjelme med til alle børn og voksne, så sikkerheden er i top. Det er den også når det gælder cykelpiloterne. – Personalet kommer selvfølgelig igennem en vis træning i at håndtere og blive fortrolige med cyklerne, både med og uden passagerer, forklarer institutionsleder Carsten Thorvald, der forventer at cykeltræning bliver en indlagt del af de kommende personalemøder, og så skal vi naturligvis have indhentet tilladelse fra alle forældrene, inden vi tager børnene med ud på cykelture.
Børn og voksne fra børnehaven var stimlet sammen på gårdspladsen, for at beundre de nye cykler, som også fik den føromtalte lille omskrevne hyldestsang med på vejen – også for at få tiden til at gå, for det kræver stor tålmodighed at få sådan nogle cykler indviet – og tålmodige det var børnene virkelig gode til at være.
Julestueplaner
Bødkergårdens Venner går så småt i gang med at lægge planer for den kommende Julestue i november, og lige nu har de forskellige afdelinger på Bødkergården haft travlt. Der har nemlig været Spis-Sammen med mor og far, og en menu af Livretter. Hvert barn medbringer sin absolutte favorit, og det kan virkelig godt give udfordringer, hvis der er flere livretter. Det beviser vel egentlig bare, at man sagtens kan komme til at stå overfor et af livets store valg – selv i en meget ung alder?
Helt aktuelt skal børnene med garanti på en masse sjove og hyggelige cykeludflugter i lokalområdet, så måske møder du dem der, og så kan du jo passende ønske tillykke med de flotte køretøjer.
ÅB