
ØSTERVRÅ: Danmarks Radios afvikling af årets Grand Prix-fest i Arena Nord i Frederikshavn har i den grad sat sig spor rundt om i Frederikshavn Kommune – også i Aktivitetscentret blev der festet igennem med højt humør, glimmer og sjove hatte.
Der var ikke langt fra ide til handling i Aktivitetscentret, for når nu kommunens hovedby er vært for et af årets højdepunkter, så skal vi da også feste med.
Hurtigt blev der sendt invitation ud til centrets brugere, og på opfordring mødte alle op med sjove og fine hatte og kasketter, og så var den festlige stemning ligesom lagt.
Hele Aktivitetscentret var pyntet flot op med konfetti, serpentiner, glimmer og meget andet. – Det er da næsten helt som nytårsaften, lød en bemærkning.
Årsskiftet måtte vente lidt, for der var dømt Grand Prix-fest med musik, sang og en enkelt dans blev det såmænd også til.
Musiker Jan Guldbæk spillede for på et fint program sammensat af Grand Prix-sange og melodier gennem årene, og ind imellem blev der suppleret med originalmelodier på telefonen. – Det blev f.eks. til et genhør med ”Danser i måneskin”, ”En lille melodi”, ”Boom Boom”, ”Under stjernerne på himlen”, ”Ein Bischen Frieden” og mange flere, fortæller aktivitetsmedarbejder og planlægger Karin Oehlenschlæger. Vi havde bare en fest, og man kan vist roligt sige at Grand Prix-feberen virkelig fik fat, og satte gang i super godt humør, sang og klapsalver.
Menuen bestod denne dag af stjerneskud, og så er det da oplagt lige at genopfriske brødrene Olsens vindersang ”Smuk som et stjerneskud” efterfulgt af kaffe og æblekage.
De festglade deltageres dom er helt klar: Sådan et arrangement må I gerne lave igen til næste år.
ÅB




