Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Generalforsamling i  Flauenskjold Vandværk

Tirsdag i sidste uge blev der afholdt generalforsamling i Flauenskjold Vandværk.

Flauenskjold Kulturhus dannede rammen om generalforsamlingen, der havde havde tiltrukket 32 af værkets forbrugere.

Torben Larsen blev valgt til dirigent, og han kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

Formand Jens Jørgen Lex fremlagde beretning, hvor han kom ind på følgende:

Vandværket har i året afregnet 103.046 kbm vand til 605 forbrugere.

Dette er et fald på 5,5% i forhold til sidste års salg. Der har over de sidste 2 år været et fald på ca. 10%. En af årsagerne til faldet er husdyrbrug, som er ophørt herunder specielt minkerhvervet og ophør af svineproduktion iblandt vores forbrugere.

Der har i året været få brud, men dem, der har været, var besværlige og bekostelige. Derudover har vi udskiftet nogle gamle jernrør på ledningsnettet.

Ved årets kvalitets gennemgang af vandværket blev der udskiftet en del af filtermaterialet i filtrene. Det nye vandværk har nu pumpet vand ud til forbrugerne i 5 år og renset over 600.000 kbm vand, så det er helt normalt, der vil komme nogle vedligeholdelsesomkostninger. Ellers har vandværket kørt meget stabilt.

Der er i året igen blevet flere stoffer, som der skal analyseres for i det analyseprogram, som fastsættes af myndighederne. De analyser vi har foretaget i årets løb har ikke givet anledning til bemærkninger eller udfordringer. Så I kan med tryghed drikke vand fra vores fælles vandværk.

Som vi nævnte på sidste års generalforsamling, blev vi også ramt af de stigende energiomkostninger under sidste års stigende inflation.

Omkostningerne er faldet tilbage på et mere normalt leje. Men generelt har alle omkostninger fundet et nyt leje, som er højere.

Vi har i året besluttet at opsætte solceller for at afdække noget af vores energiforbrug. Vi har indsendt ansøgning om landzonetilladelse til kommunen og afventer, om det bliver en mulighed.

Derudover har vi deltaget i vandrådet, som er en sammenslutning af vandværkerne i Brønderslev kommune. Vi har i året hørt om ny bogføringslov, PFAS, Vandrensning og BNBO.

Der blev spurgt ind til solcellernes placering og deres eventuelle påvirkning af vandkvaliteten. Desuden blev der spurgt til udviklingen omkring BNBO og ikke mindst bestyrelsens holdning. Svaret var, at Flauenskjold Vandværk afventer primært ensartede aftalesatser og et egentlig påbud om at gennemføre aftalerne.

Beretningen blev godkendt af generalforsamlingen kasserer Kjeld H. Jørgensen fremlagde det reviderede regnskab for perioden 1. oktober 2022 – 30. september 2023.

Regnskabet udviste et underskud efter afskrivninger på kr. 141.228. Da forsyningsvirksomheders regnskab skal balancere med 0, dækkes underskuddet af tidligere års overskud.

Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.

Kjeld H. Jørgensen fremlagde endvidere budget for perioden 1. oktober 2023 – 30. september 2024. 

Taksterne er reguleret, hvorfor der kun forventes et underskud på kr. 75.328 i indeværende regnskabsår.

Jørgen Mikkelsen og Jens Jørgen Lex blev genvalgt til bestyrelsen.

Henrik Jeppesen og Kim Nielsen blev ligeledes genvalgt som suppleanter.

LandboNord Erhverv blev genvalgt som revisor.

Der var ikke indkommet forslag til behandling, ligesom der heller ingen bemærkninger var under eventuelt.

Vandværket var efter generalforsamlingen vært for spisning med flæskesteg på menuen.

IS

Populære artikler