Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Generalforsamling i Flauenskjold Vandværk

Tirsdag i sidste uge blev der afholdt generalforsamling i Flauenskjold Vandværk. 19 forbrugere var mødt op i Flauenskjold Kulturhus.

Torben Larsen blev valgt som dirigent og han kunne konstatere at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og derfor beslutningsdygtig.

Formand Jens Jørgen Lex aflagde beretning for det forløbne år:

”Vandværket har i året afregnet 113.920 kbm. vand til 604 forbrugere. Dette er en stigning på knap 8% i forhold til sidste års salg. Det øgede salg begrundes med forbrugeres øgede aktivitet i hjemmet i forbindelse med covid19 og den varme sommer. Vi har i året udpumpet 114.492 kbm. hvilket gør, at vi har haft et spild i ledningsnettet på under 1%. 

Der har i året været stor efterspørgsel og aktivitet med tilslutning af nye forbrugere. I forbindelse med ny lovgivning og skærpet analyseprogrammer for private vandboringer, har mange i vores område på den baggrund valgt at lukke deres boringer og tilslutte sig os. 

Vandværket har i året kørt godt og stabilt med få omkostninger og driftsstop. 

Vandet, der er leveret i året, er analyseret efter gældende program og fundet i fineste orden. Sidste år nævnte jeg i min beretning, at vi skulle have aldersdateret vores vand og dette er nu blevet gjort. Det vand, vi pumper ud, er analyseret til at være ca. 35 år gammelt. Disse analyser har bevirket, at der er blevet beregnet en ny grundvandsmodel for vores vandværk. Den nye model har dog ikke medført nye ændringer eller krav til vores forsyning. 

Vi har i år deltaget i et møde i vandrådet, hvor der blev orienteret om status på BNBO. Derudover har alle vandværker i kommunen været indkaldt til fælles møde vedrørende BNBO. Det vil i de næste år blive et tema, som vi kommer til at arbejde videre med. Året har generelt været præget af lav møde aktivitet grundet Corona” 

Afslutningsvis takkede Jens Jørgen Lex bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde.   

Kasserer Kjeld H. Jørgensen fremlagde den reviderede årsrapport for perioden 1. oktober 2020 til 30. september 2021. Den viste et underskud på kr. 43.644. Da årsrapporten udarbejdes efter ”Hvile i sig selv princippet”, dækkes underskuddet af tidligere års overdækning. Status havde en balance kr. 4.776.859. Årsrapporten blev godkendt.

Kjeld H. Jørgensen fremlagde endvidere budgettet for det kommende år. Dette var ligeledes udarbejdet efter ”Hvile i sig selv princippet”. Takstbladet blev fremlagt med uændrede satser på alle områder.

Jens Jørgen Lex og Jørgen Mikkelsen blev genvalgt til bestyrelsen. 

Der var også genvalg til suppleanterne Kim Nielsen og Henrik Jeppesen.

LandboNord, Brønderslev blev genvalgt som revisor.

Under eventuelt blev mulighederne for eftergivelse, i forbindelse med brud hos forbrugere, drøftet. Som udgangspunkt er der med henvisning til vandafgiftsloven mulighed for at få eftergivet vandspild. Der er dog flere betingelser, der skal være opfyldt.

Tekst og foto: IS

Populære artikler