
Flauenskjold Idrætsforening har netop afholdt den årlige generalforsamling med deltagelse af 20 af foreningens medlemmer.
Det var formand Danny Rosenkildes første beretning efter at han sidste blev valgt som formand i stedet for Anette Larsen.
Danny kom i sin beretning bl.a. ind på at man som et nyt tiltag har bedt de forskellige udvalg lave et budget for sit område for der i gennem at have et styringsredskab at navigere ud fra. Herudover var der afholdt kvartalvise møder med alle udvalgene for derved at understøtte hinanden og ved som forening at skabe en god klubånd.
Alle samarbejdsaftaler med Flauenskjold Hallen er også blevet revideret i det forgangne år, således at alle aftaler nu er nedfældet på skrift.
Formanden fremhævede også at Flauenskjold Idrætsforening var kommet godt ud af corona krisen, og at alle aktiviteter nu igen kører på fuld tryk.
Der har i årets løb været afholdt sommerfest med masser af fodbold og ikke mindst cykelsponsorløb, der gav et flot afkast. Herudover har foreningen også bistået med servering til Stampens firmafest. En fest for alle koncernens ansatte, ca. 600 personer.
2022 blev også året, hvor vi, efter 2 års ufrivillig pause, igen kunne afholde den traditionsrige julefrokost. Med tovholder Anette Larsen i spidsen samt en hær af frivillige lykkedes det endnu engang at afholde et brag af en fest, som samtidig bidrager flot til foreningens økonomi. Der lød således også en særlig tak til Anette Larsen for det store arbejde hun yder for at få trådene til nå sammen. Det blev også belønnet med tildelingen af DGI’s 50 års guldnål.
Slutteligt takkede Danny alle de mange frivillige hjælpere i foreningen, og han kunne løfte sløret for at alle frivillige vil blive inviteret til et arrangement senere på året, som tak for hjælpen. Der lød selvfølgelig også en tak til alle velvillige sponsorer og øvrige samarbejdspartnere.
Kasserer Mikkel Thorbøll Andersen fremlagde det reviderede årsregnskab for 2022.
Efter at de seneste par års resultater har været præget af corona nedlukningen, så var det i 2022 igen lykkedes at skabe et fornuftigt overskud på bundlinjen. Det betyder at hvis man ser de seneste 3 års resultater under ét, så går det ca. i 0. Så som forsamlingen udtrykte det, så er det vel egentlig nådigt sluppet ud af en svær tid.
Der var enkelte spørgsmål til regnskabet, der herefter blev godkendt.
Herefter gik man over til valg til de enkelte udvalg.
Karsten Mikkelsen blev genvalgt til hovedbestyrelsen, der desuden tæller Danny Rosenkilde og Henrik Christiansen. Bettina Hedermann Esman blev valgt som suppleant.
Mikkel Thorbøll Andersen blev genvalgt til økonomiudvalget der desuden består af Conni Broberg og Helle Neergaard.
Til sportsudvalget var der genvalg til Ib Sørensen og nyvalg til Mikkel Rishøj, der indtræder i stedet for Thomas Larsen. Heidi Jørgensen var ikke på valg.
Kia Christensen og Heidi Pedersen blev genvalgt til sponsorudvalget, der desuden tæller Line Witting.
Til aktivitetsudvalget var der genvalg til Claus Drejer. Udvalget består herudover af Mona Sørensen, Jens Jensen og Jørgen Lund.
Endelig blev Bente Christensen og Jens Abildgaard genvalgt som revisorer.
Under eventuelt blev der efterlyst flere hjælpere til at varetage funktionen omkring klublotto, hvilket lykkedes. Det blev endvidere drøftet om hvorvidt opkrævningen kunne gøres enklere og måske mere digital.
Herefter sluttede generalforsamlingen i god ro og orden.
IS




