
Onsdag i sidste uge afholdt Flauenskjold Borgerforening den årlige generalforsamling i Smien i Flauenskjold.
Der var mødt 16 deltagere op, og Kaj Pedersen blev valgt som dirigent.
Formanden Michael Brücher aflagde beretning, hvor han kom ind på de mange aktiviteter foreningen havde været involveret i i det forgangne år.
Da opkrævningen af kontingent via MobilPay ikke helt havde slået til var man blevet enige om at gå de sædvanlige ruter for at stemme dørklokker. Dette havde også båret frugt i form af en markant stigning i kontingentindtægter.
Ellers havde man i årets løb søgt en del fonde om penge til diverse projekter. Årets julearrangement blev afholdt på pladsen foran købmanden.
Den årlige affaldsindsamling blev ligeledes afholdt.
Siden sidste generalforsamling er Flauenskjold Marked 2023 også løbet af stablen. Markedet gav i lighed med 2022 et flot overskud.
Man havde sponseret tøj til byens krolfspillere samt medvirket til etableringen af den nye multibane på skolen.
Fremtidige projekter er bl.a. etablering af et muldtoilet ved søen samt en kunstig ø.
Endelig er der indgået en 30 årig aftale med kommunen om et areal for enden af Mosensvej, hvor der skal laves hundeskov.
Kontingentet blev fastsat til uændret 150 kr. pr. husstand og 75 kr. for pensionister.
Der var indkommet forslag om følgende:
– Byde nye folk velkommen til byen evt. med folder og vin. Bestyrelsen arbejder videre med dette og vil måske gerne inddrage byens øvrige foreninger.
– Bevarelse af rampen. Det blev dog af generalforsamlingen énstemmigt vedtaget at rampen nedrives da den er for farlig og det ikke vil være muligt at etablere det lovpligtige faldunderlag. I stedet vil borgerforeningen gerne deltage i det videre arbejde med at få etableret noget lavere og mere tidsvarende rampeanlæg.
– Bestyrelsen foreslår at antallet af bestyrelsesmedlemmer mindskes til 5 i stedet for de nuværende 7. Der afholdes ekstraordinær generalforsamling om dette til næste år i forbindelse med den ordinære generalforsamling.
Til bestyrelsen genvalgtes Michael Brücher, mens Andreas Christensen ikke ønskede genvalgt. Bestyrelsen fik bemyndigelse til finde en afløser efterfølgende.
Herudover består bestyrelsen af Knud Christensen, Marco Madsen og Kasper Bang.
Bente Christensen blev genvalgt som revisor.
Under eventuelt blev der drøftet løst og fast om foreningens virke.
Generalforsamlingen blev herefter sluttet i god ro og orden.
IS
Foto: IS




