Generalforsamling i borgerforeningen
Flauenskjold Borgerforening afholdte i sidste uge generalforsamling i ”Smien”.
Formand Michael Brücher aflagde beretning, hvor han kom ind på de forskellige aktiviteter i det forgangne år.
Der er lavet multoilet ved søen, ligesom der er blevet etableret en kunstig ø i Europa Søen. Julebelysning, juletræsfest i samarbejde med menighedsrådet samt affaldsindsamling er andre aktiviteter som borgerforeningen har stået i spidsen for.
Årets marked var flyttet til første weekend i maj og var tilsmilet af godt vejr alle tre dage. Markedet havde været godt besøgt især om aftenen med et overskud på ca. kr. 85.000 til følge.
Dog havde der været for få kræmmere. Til næste år bliver stadepladserne gratis i håbet om at tiltrække flere kræmmere. Der vil dog stadig blive opkrævet for strøm samt depositum. Der har efterfølgende været afholdt en lille ”tak for hjælpen” fest for de frivillige på markedet.
Borgerforeningen har også i samarbejde med skolen stået for afholdelse af årets skolefest.
Krible krable kassen ved søen er færdig og opstillet.
Sankt Hans var godt besøgt med ca. 150 mennesker med Allan Korn som båltaler.
Der er endvidere søgt om lånetilladelse af grund ved søen til legeplads samt skovstykke til hundeskov. Der er herudover søgt penge til hegn til hundeskoven.
Herudover har bestyrelsen i årets løb deltaget i diverse møder med landsbyrådet samt møder omkring fokus by projektet.
Til slut fremhævede Michael Brücher at borgerforeningen også står for at holde autocamperpladsen ren og fin.
Det reviderede regnskab blev fremlagt. Omsætningen havde været kr. 30.000 større end sidste år, mens egenkapitalen var steget med kr. 20.000 fra 2022 til 2023.
Der havde været flere udgifter til markedet, men det skal bemærkes at indtægterne er steget tilsvarende.
Kontingentet forblev uændret med 150 kr. pr. husstand og 75 kr. for pensionister.
Bestyrelsen havde stillet en række forslag til vedtægtsændringer, hvoraf den væsentligste er at bestyrelsen går fra syv til fem medlemmer.
Der blev udarbejdet nye vedtægter til godkendelse til næste års generalforsamling.
Knud Christensen blev genvalgt til bestyrelsen, mens der var nyvalg til Jacob Holmenlund, Patrick Fassov og Ditte Mørk. Bente Christensen blev genvalgt til revisor.
Under eventuelt blev det nævnt at der skal laves et skilt til grenpladsen på engelsk, grundet gentagne problemer med uvedkommende affald på pladsen.
Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig med Michael Brücher som formand, Knud Christensen som kasserer, Ditte Mørk som sekretær samt Patrick Fassov og Jacob Holmenlund som menige medlemmer.
IS