Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Gavmilde danskere sikrer bedste resultat nogensinde

17 millioner kroner blev søndag samlet ind ved Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling. Det viser en prognose søndag aften. Det er det bedste resultat i indsamlingens levetid.

Endnu engang beviser Danmark, at vi er et lille land med et stort hjerte.

Søndag gik flere end 12.000 frivillige på gaden for at samle ind til ofrene for krigen i Ukraine og klimahjælp til verdens fattigste. De har sikret Folkekirkens Nødhjælp det bedste resultat i indsamlingens 24 år lange levetid. Sidst indsamlingen nåede lignende højder var i 2010 efter jordskælvet i Haiti. Her blev der samlet 16,8 millioner kroner ind.

”Vi er blæst fuldstændig bagover af danskernes engagement og opbakning. Tusind tak til alle de mange frivillige, der valgte at samle ind, og tusind tak til de mange mennesker, som har doneret. Jeg har ikke oplevet noget lignende i min tid i Folkekirkens Nødhjælp, og jeg er meget rørt og ikke mindst utrolig glad for, at vi nu kan hjælpe flere familier på flugt fra krigen i Ukraine og skrue op for vores klimaindsatser,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

De seneste år har indsamlingen haft fokus på en af verdens største kriser, nemlig klimakrisen og hjælp til verdens fattigste, der rammes hårdt af klimaforandringerne. Det er også tilfældet i år. Men helt ekstraordinært har organisationen valgt, at halvdelen af indtægterne fra indsamlingen går til krigsramte familier i Ukraine. Pengene går til mad, sæbe, tæpper og husly til særligt kvinder, børn og ældre, der enten er på flugt inde i Ukraine eller i nabolandene. 

”Der er lige nu krig i Europa, og vi står over for en af de største humanitære kriser på europæisk jord siden Anden Verdenskrig. Men samtidig må vi ikke glemme verdens andre store kriser. Som nødhjælpsorganisation er vi vant til at håndtere flere kriser på samme tid, og det vil vi også gerne have, at vores indsamling afspejler,” siger Birgitte-Qvist-Sørensen.

Den beslutning er blevet taget godt imod, både på landets indsamlingssteder og hos de mange mennesker, som har givet bidrag. Flere steder i landet fortæller indsamlingsledere, ar der er blevet slået rekorder. I Birkerød er der indsamlet mere end 100.000 kroner. Det er det højeste nogensinde på et enkelt indsamlingssted.

”Jeg er så overvældet og taknemmelig. Jeg har været indsamlingsleder i syv år, og jeg kan næsten ikke tro det. Sikke en opbakning,” siger Dorte Vogth Hansen, indsamlingsleder i Birkerød sogn. 

Siden den 24. februar, hvor krigen brød ud i Ukraine, har Folkekirkens Nødhjælp oplevet en stor givervilje fra danskerne. Allerede inden årets indsamling havde organisationen modtaget store bidrag til det akutte nødhjælpsarbejde i Ukraine fra både private og virksomheder, som f.eks. Salling Group. Disse donationer tæller ikke med i landsindsamlingens resultat. Derudover blev der lørdag aften samlet 165 millioner ind til støttekoncerten ’Sammen for Ukraine’. Her går 12,5 millioner kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsatser i Ukraine og i grænseområderne.

I Østervrå blev der også samlet ind 
Det har igennem en årerække været en tradition og vi plejer at være mange indsamlere, lyder det fra indsamlingsleder Marianne Bentsen. I år mødte dog kun seks indsamlere op og det er da den hidtil dårligste opbakning vi har oplevet, fortæller Marianne. Alligevel formåede årets indsamlere på to timer at indsamle det næsthøjeste beløb i den tid, der har været sogneindamling i vores sogn, fortæller hun. 10.191 kr. blev der gavmildt lagt i de seks bøsser og på MobilePay. 

Indsamlerne fortæller, at der i år var meget stor velvilje og at der næsten ingen steder blev sagt nej til at give. Samtidig indkasserede indsamlerne i år flere steder ros for at bruge sin søndag på at gå turen med indsamlingsbøssen.

Indsamlingen slutter ikke her. På Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside kan man fortsat give bidrag – ligesom der, de steder hvor der ikke blev åbnet i søndags, blev lagt girokort i postkassen, så der er stadig mulighed for at støtte den gode sag, slutter Marianne Bentsen.

Populære artikler