Fru Larsen i Hall of Fame

Den mangeårige formand for Flauenskjold Idrætsforening Anette Larsen er blevet udnævnt til Brønderslev Kommunes 4. medlem af Hall of Fame.
Kåringen fandt sted ved Brønderslev Kommunes årlige Award show for fritidsprisen. Arrangementet var i år henlagt til Dronninglund Hallen. Udover kåringen af de mange aktive og frivillige bød aftenen på spisning og underholdning ved Ib Grønbech.
Nomineringen af Anette lød således:
Anette har i næsten 50 år været en del af Flauenskjold Idrætsforening. Hun har med hendes gode humør og handlekraftige virke været et kæmpe aktiv for den lokale idrætsforening.
Hun er ikke mindst en uvurderlig primus motor for den årlige julefrokost i Flauenskjold Hallen, hvor hun er en fantastisk vært for for de op mod 700 gæster. Det har således været et hårdt slag for Anette at julefrokosten de sidste to år er blevet aflyst pga. Corona.
Anette Larsen, eller bare Fru Larsen som hun bliver kaldt, er vel det tætteste Flauenskjold Idrætsforening kommer på en levende legende.
Anette, som netop er fyldt 70 år, har i stort set alle årene været aktiv i Flauenskjold IF. Først som målmand på det daværende jyllandsseriehold i fodbold og senere på både håndbold- og badmintonbanen, hvor hun fortsat er aktiv. Anette har sideløbende med den aktive karriere haft utallige lederposter i foreningen heraf de sidste 14 år som formand for hovedbestyrelsen. Hun har dog annonceret sin afgang som formand på næste generalforsamling.
Anette fortsætter heldigvis rollen som tovholder for julefrokosten, som gerne skulle kunne gennemføres i 2022.
Det var en tydelig rørt Fru Larsen der fortjent modtog stående klapsalver.
Med hæderen fulgte et kunstværk samt et kontant beløb på 10.000 kr.
Tekst og fotos: IS