Frivillige kræfter bag kulisserne:Try-Thorshøj Boldklub snittede og svitsede for Dana Cup

Mens tusindvis af unge fodboldspillere kæmpede på banerne til årets Dana Cup i Hjørring, foregik der en helt anden kamp i køkkenet: kampen mod kilo efter kilo af grøntsager. Heldigvis var Try-Thorshøj Boldklub igen i år klar med en stærk frivilligindsats, der hjalp til med at turneringens enorme madproduktion kunne køre på skinner.
I uge 30 var klubbens frivillige samlet hver aften for at klargøre grøntsager til næste dags måltider. Det blev til mange timers skærende, hakkende og snittende arbejde – men også til smil, grin og fællesskab.
Første aften bød blandt andet på hele 800 kilo gulerødder, 129 kilo spidskål, store mængder icebergsalat, og 80 blomkålshoveder, som blev delt op i små buketter – en opgave, der med rette blev kaldt for et “rigtigt pillearbejde”. Alligevel blev opgaven løst med højt humør og god stemning.
Dag to stod i hvidkålens tegn: 453 kilo hvidkål blev delt i kvarte, og samtidig skulle 27 kilo løg og 67,5 kilo æbletern svitses – en svedig affære, men endnu en gang klaret med et smil.
Torsdag var mængderne en smule mindre – ”blot” 900 iceberg-salater og 72 kilo spidskål – men opgaverne var stadig krævende. Flere hoveder blev først kasseret, efter de var pillet fra hinanden, men det kunne ikke slå frivilligkorpset ud. Selv en omgang vegansk “kødsovs” til aftensmad kunne ikke ødelægge det gode humør.
Fredag sluttede med at pakke madpakker til spilledre og ledere, som har rigtig langt hjem
Indsatsen fra Try-Thorshøj Boldklubs frivillige betyder ikke blot, at Dana Cup-deltagerne får velsmagende og nærende måltider. Klubben har også en kontrakt, hvor arbejdet giver en vigtig indtægt til den daglige drift.
SEB


