Frederiksberg i Flauenskjold
Tilbage i juni måned blev der afholdt byvandring i Flauenskjold, hvor Allan Korn tog folk med rundt i Flauenskjold og fortalte om hvad der var i byen da han var dreng og ung mand. Efter rundturen samledes man i Kulturhuset, hvor Runa Christensen fortalte om byens oprindelse i år 1851.
I den anledning har avisen modtaget følgende anekdote fra Allan, hvori han bl.a. fortæller at der også er et Frederiksberg i Flauenskjold.
”Byvandringen var en rigtig hyggelig dag for os nørder der godt kan lide at grave lidt i historien. Jeg fik f.eks., selvfølgelig efter hård kamp med historiker Runa, bekræftelse i min teori om hvorfor der i Flauenskjold er opkaldt en forstad som hedder Frederiksberg (der findes mange byer der har et Frederiksberg). Men vores her i Flauenskjold har fået sit navn af ham der byggede mit hus på Ålborgvej. Han hed Meyer og var dyrlæge. Man kunne dengang kun læse til dyrlæge på Frederiksberg, som dengang var en forstad til København.
På det tidspunkt Meyer læste til dyrlæge (sidst i 1800 tallet) var de i gang med at lave Mariendalsvej (som i dag er den mest kendte vej på Frederiksberg). Mariendalsvej på Frederiksberg er opkaldt efter en mindre gård der lå der hvor vejen begyndte. Her i Flauenskjold blev den gård som blev bygget ca på denne tid selvfølgelig kaldt Mariendal, og hedder det den dag i dag.
Det at man kun kunne læse til dyrlæge på FREDERIKSBERG gjorde også at Flauenskjold fik en superligaspiller (det hed det ikke der i 1965).
Han spillede på Brønshøj 1. divisionshold. Jeg kan huske min far viste mig ham på fjernsynsskærmen. Hans hjem var på Svinehavevej, der hvor Ingelise og Ole bor i dag”.
Tekst og fotos: IS