Fra bank til grøn discountkæde
Bygningen på hjørnet af Industrivej og Bredgade, der indtil 2016 husede Spar Nord Banks lokalafdeling i Østervrå, er jævnet med jorden. Fra ca. 1. december begynder et nyt byggeri, som skal udvide den lokale Faktabutik til en Coop365.
Det er præcis 50 år siden Torslev Sogns Sparekasse blev fusioneret med Sæby Sparekasse, og det blev samtidig besluttet, at bygge en sparekasse i Bredgade i Østervrå. I sidste uge forsvandt de sidste murbrokker efter den tidligere bankbygning, og en stor tom grund er tilbage.
Det vil dog ikke komme til at vare mange dage, før der igen bliver aktivitet på grunden, når et nyt byggeri sættes i gang. Det drejer sig om en udvidelse af den eksisterende Faktabutik på 155 m2, og samtidig vil P-pladsen også blive opdateret. Udvidelsen betyder, at Fakta bliver til en Coop365 med et udvidet sortimentet af 600-700 flere forskellige varer på hylderne. Den nye butik ventes at stå færdig til påske 2022.
Lidt historie
Det var arkitekt Jørgen Frode-Jensen, Frederikshavn, der tegnede sparekassebygningen, som blev indviet i 1972 med sparekassedirektør Aksel Thingbak som leder. Han blev afløst i 1972 af fuldmægtig Niels Christian Mortensen, der blev efterfulgt at afdelingsleder Freddy Mikkelsen. Han blev afløst af Eiro Poulsen i 1993, og i 2001 tiltræder afdelingens sidste leder Jette Bengtsen, som sidder indtil afdelingen lukker i 2016.
I 1985 fusionerede Sparekassen Sæby med Sparekassen Nordjylland, som i 2000 ændrede navn til Spar Nord Bank.
I april 2018 rykkede Vendsyssel Landdyrlæger ind i bygningen i Bredgade. Vendsyssel Landdyrlæger er en fusion af tre dyrlægepraksis i henholdsvis Sindal, Jerslev og Bindslev. Dyrlægerne flytter, på grund af pladsmangel, til Tårs i august 2021, hvorefter bygningen bliver solgt til den nuværende ejer, som også står for det kommende byggeri.
ÅB