
Onsdag den 15. marts er der i Østervrå Adventistkirke et foredrag om Open Doors arbejde for forfulgte kristne, med gribende personhistorier.
Hvordan er det at være kristen i andre lande og under meget udfordrende vilkår?
Foredraget varer ca. 45 min. Bagefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål til foredragsholder Carsten Anhøj, som er sekretær i Open Doors.
Carsten Anhøj
Carsten Anhøj er religionssociolog med bred undervisningserfaring, gift og har tre børn. Han er bosat i Mariager, og blev i begyndelsen af år 2022 frivillig mødeholder for Open Doors i Nordjylland.
Carsten har rejst en del i Nepal og senest i Irak i august 2022, hvor han personligt har mødt forfulgte kristne og oplevet deres vilkår og situation.
I sine oplæg fortæller han gerne historier fra den forfulgte kirke og vægtlægger de seneste tal og tendenser fra Open Doors World Watch List 2022. Listen kortlægger forfølgelsen i de 50 lande i verden, ”hvor troen koster mest”.
Hvor troen koster mest
1 ud af 7 kristne på verdensplan forfølges. Det overrasker mange danskere at høre!
Globalt i 2023 bliver 360 millioner kristne forfulgt for deres tro. Hvem bliver forfulgt? Hvorhenne og hvordan ser forfølgelsen ud? Hvad kan vi gøre for at støtte og hjælpe den forfulgte kirke?
Om Open Doors
Open Doors er en international missionsorganisation, som i over 60 år har støttet forfulgte kristne i lande, hvor de møder forfølgelse. Kristenforfølgelser har mange ansigter og sker i form af både kulturelt pres, social isolation, vold og i værste fald drab. Open Doors hjælper forfulgte kristne med at holde fast i troen ved bl.a. levering af bibler, nødhjælp, uddannelse, traumehjælp og meget andet.




