Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Folkeskolen og frivilligt arbejde gav god debat

En rundvisning på Thorshøj Gl. Skole blev helt symbolsk indgangsvinklen til den efterfølgende politiske debat, som Torslev-Hørby Venstrevælgerforening havde inviteret til i forbindelse med deres årlige generalforsamling. 

Helt naturligt blev begrebet frivilligt arbejde indgangen til et af aftenens emner, hvor der blev udtrykt stor bekymring for manglen på frivillige kræfter i foreningslivet. Der blev også udtrykt stor bekymring for de mange unge, der ikke er en del af et fællesskab, og samme bekymring blev der også lagt i tendensen til at danne uorganiserede fællesskaber, som har haft en stor opblomstring under coronaen. Geir Kåsa fra Thorshøj Gl. Skole skitserede tidligere på aftenen de udfordringer, som deres projekt har, netop fordi meget af arbejdet er baseret på frivillige hænder. – Vi forsøger at sælge projektet på den positive måde, vi opsøger byens borgere, taler med dem om, hvilke opgaver de eventuelt kunne hjælpe med, forklarede Geir, der dog slet ikke ville prale af, at det er den rigtig løsning på de manglende hænder. Forskellen skal måske også ses i, at for år tilbage var det helt naturligt, at man skulle være en del af det lokale foreningsliv, den opfattelse er ikke længere naturlig for de yngre generationer, lød én af forklaringerne under debatten. Byrådsmedlem Lone Haugaard (V) vil gerne arbejde for, at der skal være mere lokal forankring i de beslutninger, der skal tages – både inden for foreningslivet og i institutionerne. Hun ser også gerne, at oplandet får smagsprøver på f.eks. kulturlivet, det er jo ikke alle, er går til sport, understreger Lone Haugaard. 

Lokalt ejerskab åbnede en længere debat om folkeskolen og primært Torslev Skole. Alle kunne glæde sig over, at der er flere ressourcer på vej til skoler og daginstitutioner, men samtidig blev det også slået fast, at pengene ikke gør det alene. – Det lokal ejerskab er forsvundet både blandt forældrene og på skolen, det skal vi have tilbage, lød opfordringen. 

Inden den livlige debat fortalte byrådsmedlemmerne Lone Haugaard og Mette Hardam (V) om, hvordan de havde oplevet konstitueringen efter valget, hvilke opgaver de især brænder for, hvad der venter af arbejdsopgaver i de kommende fire år, og hvordan Venstres byrådsgruppe vil tilrettelægge sit arbejde.

God opvarmning
Måske blev det en ekstra god debat, fordi aftenens deltagere inden var blevet varmet godt op af Geir Kåsa og Annika Thomsen fra Thorshøj Gl. Skole. De to fortalte inden debatten engageret om det aktuelle projekt, mens de guidede tilhørerne gennem skumle loftslokaler, hvor gulvbrædderne knirkede faretruende og årtiers spildelsvæv klæbede sig til tøjet, alt imens Geir slog begejstret ud med hænderne og fortalte om, hvilke tanker, der er gjort om skolens øverste etage. I skolens stueetage kunne alle konstaterer, at de virkelig mener det i Thorshøj, når de siger, at de vil skabe et kulturelt samlingssted og begynde at skrive en ny historie om Thorshøj Skole. Her er lyse og indbydende lokaler i fuld gang med at blive forvandlet til bl.a. musikrum, krearum og inden længe også med et 75 kvm. stort køkken til mange funktioner. 

Der var mange rosende ord til projekt Thorshøj Gl. Skole fra aftenens godt 25 deltagere, og alle ønskede held og lykke med det fortsatte arbejde. 

ÅB

Populære artikler