
Der er nok mange der har tænkt på, hvad der er i grunden blev af opfølgningen på Fokusby-projektet, som, i samarbejde med Brønderslev Kommune blev startet op for ca. 1 år siden. Som så meget andet i det forgange år, gik projektet lidt i stå på grund af Corona situationen.
Noget er der dog sket. Først og fremmest er de mange gode forslag, der kom frem på workshoppen i november 2019, blevet bearbejdet og samlet i en flot helhedsplan. Folderen der er døbt “Helhedsplan Flauenskjold 2025” ligger til fri afbenyttelse i såvel Flauenskjold Hallen som hos Min Købmand.
Herudover er enkelte projekter allerede ført ud i livet i løbet af 2020. Borgerforeningen har således ladet opføre to nye sheltere ved Europasøen. Der er blevet lagt nyt asfalt i såvel skolegården som på den sydlige del af Ålborgvej. Derudover kan det også nævnes at der i årets løb er nedrevet to huse i byen. Dette er sket ved hjælp af den særlige nedrivningspulje til faldefærdige huse.
I helhedsplanen indgår et projekt om etablering af bed and breakfast på Landbogården. Dette projekt er naturligt nok skrinlagt, idet bygningerne fremover skal huse et opholdssted for børn og unge. Men mere om det senere.
Styregruppen for projekt Fokusby har netop afholdt virtuelt møde med kommunens repræsentanter. Her gjorde man status på afslutningen af fase 1, der har omhandlet udarbejdelsen af helhedsplanen. Fase 2 bliver nu selve udmøntningen af planen. Der var dog, i styregruppen, bred enighed om at, inden det praktiske arbejde med de enkelte projekter, kan igangsættes, bliver man nødt til at afvente muligheden for at afholde et fysisk borgermøde. På mødet skal der findes tovholdere og ildsjæle til de prioriterede projekter.
Styregruppen ser derfor frem til, at vi får lagt Corona-spøgelset bag os, og at projekt Fokusby for alvor kan sættes i gang i løbet af 2021.
IS




