Det er dejligt at samles om spændende aktiviteter, foredrag, mad og hyggen i fællesskabet med andre mennesker. Østervrå Frikirke er kommet godt fra start med sit nye tilbud, ”Mad & Mening – et nyt fællesskabskabende initiativ”, og i den nærmeste fremtid venter to spændende og vidt forskellige tilbud.
Tilbuddet om fællesskab og varm mad, der er på programmet hver torsdag i Østervrå Frikirke, er kommet godt fra start. – Mange kommer i god tid, så der kan blive snakket og hygget, inden maden serveres, og selvom der ikke er tilmelding, har der været nok mad hver gang, fortæller Susanne Andersen. Menuerne har været meget varierede, og de forskellige kokke har været gode til at finde på velsmagende retter. De fleste gange er der intet planlagt program efter ”5 minutter om Jesus”, der afslutter måltidet, men deltagerne fortsætter fællesskabet og taget fat på strikketøj, puslespil, rummikub eller et af de mange spil, kirken har til rådighed. Der serveres kaffe, inden aftenen slutter. Køkkenskriverne understreger, at der sagtens kan blive plads til flere med-spisere og alle er hjerteligt velkomne – også på vores facebookside!
Kvinde, pas på din krop
Det er sjældent, at der er to ting i kirken samme aften, men torsdag d. 6. april, er der et særligt tilbud til kvinder i alle aldre. Østervrå Fysioterapi og Træning tager i samarbejde med Café Mandfred fat på emnet ”Kvinde, pas på din krop!”. – Café Mandfred vil gerne forsøge sig med et arrangement på en hverdags aften, for at se om det er en god kombination med fællesspisningen tidligere på aftenen, fortæller Susanne Andersen, som skynder sig at tilføje, det er to adskilte arrangementer, så interesserede kan sagtens vælge kun at komme til ét af dem.
Mathias og Ole fortæller
To uger i Rwanda og Burundi, det fortæller Mathias og Ole Broholm Andersen om skærtorsdag 13. april i frikirken lige umiddelbart efter fællesspisningen. De to – far og søn – fortæller om projekter, som kirken har støttet i de to lande, landbrugsprojekter, låne-sparegrupper og kirkebyggeri, men også formidlingen af alle de små babytrøjer Østervrås damer flittigt strikker til de nyfødte i de to fattige landet. Beretningerne ledsages af billeder, så tilhørerne også får et visuelt indtryk fra de to lande med de grønne høje. Det var Mathias’ første besøg, mens Ole var der for syvende gang.
Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål under kaffen, og efterfølgende er der mulighed for at forlænge fællesskabet, hvis der er ønsker om det.
ÅB




