Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Flauenskjold Kulturhus som byens samlingspunkt

Som led i Min Købmands landsdækkende julekonkurrence havde Flauenskjold Kulturhus inviteret alle interesserede til fælles produktion af trylledejsfigurer samt efterfølgende aftensmad, der i dagens anledning bestod af flæskesteg.

Dette er blot ét af mange nye initiativer som Kulturhuset byder på i de lokaler som i årtier husede Flauenskjold Kro. Bygningerne blev, ved frivillig arbejdskraft, kraftigt renoveret og ombygget for omkring 15 år siden.

Formand Benthe Rosenkilde Hansen har delt følgende tanker med avisens udsendte:

Flauenskjold Kulturhus har eksisteret siden 2002 under navnet Jyske Ås Vandrehjem og indtil efteråret 2018, hvor stedet fik ny bestyrelse og ændrede navn til Flauenskjold Kulturhus. Flauenskjold Kulturhus er en selvejende institution, der drives af frivillige. Bestyrelsen står for drift og vedligeholdelse af bygningen – og finansieringen hertil fås ved udlejning af lokalerne til foreninger og private.

Udover at udleje lokalerne har bestyrelsen en vision om at blive en større del af lokalsamfundet i og omkring Flauenskjold. Vi ønsker at kulturhuset bliver et lokalt samlingspunkt for borgere og foreninger. Vi har et ønske om at drive et kulturhus med mange aktiviteter og sociale arrangementer, der favner bredt – lige fra koncerter, fester, Fredagsbar og foredrag. Desværre har vi ikke kræfterne til alt det, vi gerne vil. Vi mangler i den grad frivillige, der har lyst til at være med til at løfte vores lokalsamfund.

Flauenskjold er et lille lokalsamfund med mange forskellige foreninger og interessegrupper. Flauenskjold Kulturhus vil rigtig gerne være med til at samle de forskellige foreninger i et langt større samarbejde til gavn for vores lokalområde. Hvis vi samarbejder på tværs af foreningerne vil vi stå stærkt og kunne udnytte de samlede ressourcer meget bedre.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at stå sammen – især i de mindre byer, hvor det i langt højere grad er op til borgerne selv at sikre, at vi har de tilbud og aktiviteter, vi ønsker. Derfor prøver vi også at støtte op om de fælles initiativer, der er i byen. Senest har vi lavet en eftermiddag/aften, hvor vi inviterede byens borgere til at støtte Min Købmands julekonkurrence. Det gør vi sammen med resten af byen for at støtte et godt formål til gavn for de mindste borgere i byen.

Det næste projekt vi har i støbeskeen, er et samarbejde med FIF’s Venner, hvor vi er i gang med planlægningen af et fælles arrangement den 29. februar 2020, hvor vi inviterer til traditionel irsk og skotsk folkemusik med The Kæjlænders i Flauenskjold Kulturhus.

Udover formand Benthe Rosenkilde Hansen består bestyrelsen af næstformand Jørgen Lund, kasserer Jens Abildgaard, sekretær Mathias Møller samt Allan Christensen og Birgit Larsen.

Flauenskjold Kulturhus fremstår i dag som et flot og velholdt hus, der som så meget andet i Flauenskjold er opbygget ved hjælp af frivillige.

IS

Populære artikler