Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Fin opbakning til den kommende skolebestyrelse på Torslev Skole

Seks kandidater har allerede meldt sig til den kommende skolebestyrelse på Torslev Skole i Østervrå, også selv om fremmødte til valgmødet forleden aften var meget beskedent. 

Folkeskolerne i Frederikshavn Kommune får med en ny organisering deres lokale forankring tilbage ved starten på den nye skoleår. Derfor var der forleden aften indkaldt til valgmøde i Østervrå, med henblik på det kommende skolebestyrelsesarbejde. Skoleleder Mads Vejen bød velkommen til den lille sluttede kreds af forældre, der havde fundet vej til Torslev Skoles storrum, og de fik herefter en orientering om, hvilke arbejdsopgaver, der venter den kommende bestyrelse. 

Bestyrelsen kommer til at beskæftige sig med principper for skolen, som bl.a. kan være undervisningens organisering, samarbejdet mellem skole og hjem, godkendelse af budgetter og skolens undervisningsmaterialer, for at nævne noget af det overordnede arbejde. Lad os også kigge på noget det, de fleste finder meget mere interessant, som f.eks. indflydelse på fælles arrangementer i skoletiden, værdisæt for skolen, de lokale perspektiver, hvad der er vigtigt for lokalområdet og samarbejdet med de lokale institutioner og foreninger. 

Seks kandidater
Den nye bestyrelse skal bestå af minimum tre forældre – og gerne flere, to medarbejdere og to elevrepræsentanter samt skolens leder. De fremmødte blev enige med hinanden om, at på Torslev Skole skal bestyrelsen have fem forældrerepræsentanter, hvoraf de to er suppleanter. 

Der var som nævnt et beskedent fremmøde, men til gengæld havde næsten alle til hensigt at lade sig opstille. Det betyder, at Torslev Skole allerede nu har seks kandidater til den kommende skolebestyrelse, og flere kan nå at melde sig hos skolelederen, blot skal det ske senest den 25. maj. 

Kandidatliste og valg
Listen over tilmeldte kandidater offentliggør skolelederen i perioden fra 30. maj til 6. juni. Har der meldt sig flere kandidater, end der er behov for, bliver der åbnet for en digital afstemning i perioden fra 10.-18. juni. Viser det sig, at der ikke har meldt sig flere kandidater end der er behov for, bliver der tale om fredsvalg – altså ingen afstemning. 

Den nye skolebestyrelse tiltræder 1. august, og skolelederen indkalder bestyrelsen til det første møde i uge 32, og det kan oplyses, at det bliver Mads Vejen Nielsen, som fremover er leder på Torslev Skole. 

ÅB

Populære artikler