Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Fejring af Dagplejens Dag med fokus på nærvær

De kommunale Dagplejere deltog onsdag i sidste uge i den landsdækkende fejring af Dagplejens Dag. En dag fyldt med smil, fællesskab og nærvær, som netop også var årets tema. 

Et væsentligt tema, som i den grad kendetegner dagplejens arbejde, fordi nærvær har stor betydning for børns trivsel, læring og udvikling. 

– Vi indledte dagen med en gåtur rundt i byen, hvor vi blandt andet gik forbi butikkerne og ned til Meny, fortæller dagplejer Joan Jensen. Her blev vi modtaget som æresgæster med musik, smilende personale og Menys meget livlige maskot, som vakte stor begejstring hos både børn og voksne. Vi blev også forkælet med is og frugtstænger, som blev nydt i det dejlige vejr. 

Forfriskninger gled hurtigt ned, og så gik vi videre ud på Bredgade, hvor vi pyntede træerne med røde hjerter, hvorpå vi havde skrevet ord som nærvær og kommunal dagpleje – på den måde fik vi gjort markeringen af dagen og temaet synlig på en fin måde, synes vi selv. 

Turen fortsatte herefter videre til legepladsen, hvor der kom fuld gang i leg og aktiviteter. Børnene kunne suse rundt på køretøjer, puste sæbebobler og rutsje, helt i tråd med dagens tema – nærvær tilsat glæde og fællesskab. 

Jubilæumskage
Kl. 11 blev der serveret mad i legestuen, hvor alle fik stillet sulten efter en aktiv formiddag. Et ekstra plus var det, at der blev serveret kagemand til dessert – en gave fra FOA Frederikshavn i anledningen af deres jubilæumsår. 

Hold da op, så megen aktivitet kræver en velfortjent middagslur, så både store og små kunne få batterierne ladet op. 

En virkelig dejlig dag, hvor både børn, forældre, personale og samarbejdspartnere var med til at bidrage med nærvær og glæde – præcis, som Dagplejens Dag skal være. 

ÅB

Populære artikler