
Der er fuld fart på aktiviteterne hos De private Pasningsordninger, som indenfor de sidste 14 dage har været til ikke mindre end tre underholdende aktiviteter rundt i Østervrå.
Legestuen i Spejderhytten var slet ikke som den plejede at være, for der var rigtig mange, der havde taget noget helt anderledes tøj på. F.eks. var der én som lignede et græskar, en anden et jordbær, der var en gulerod, en lille kat, og så var Spiderman også dukket op. Alle i rigtig fine udklædninger i anledningen af, at der var inviteret til fastelavnsfest. – Vi indledte med at bage fastelavnsboller sammen, og mens de blev klar til at spise, fik vi kigget lidt mere på de fine udklædninger, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning.
De lækre fastelavnsboller gled hurtigt ned, og så var alle ”kampklar” til tøndeslagningen, selv om det tunge bat kan være svært at tumle, så gik det helt godt med lidt ekstra voksenmuskler til hjælp. Mange slag senere, gik der endelig hul på tønden, og ud væltede rosinpakker, serpentiner og papirkatte. Til slut var der fri leg, inden der blev serveret lune pizzaer, og tid til at sige farvel og tak for i dag.
Koncert og Leg i kirken
De private Pasningsordninger deltog også i bibliotekets succesfulde koncert i Østervrå Kulturhus med Michael Back. – Det var en rigtig sjov formiddag sammen med andre glade børn, der havde en fest med masser af musik, sang og bevægelse, fortæller Anette Jensen og fortsætter. Vi har også taget hul på en ny sæson med musikalsk legestue i Østervrå Kirke, hvor vi synger og leger sammen med Rikke Wunderov. Det er noget vi altid glæder os til, for det er så spændende at se, hvad Rikke og Giraffen Gunnar har fundet på.
ÅB




