
Et pragtfuldt og farverigt landskab folde sig ud for et lille hold brugere fra Aktivitetscentret i Østervrå, da de forleden var på bustur til Brønderslev.
Naturen praler lige nu i al sin pragt, og vi er måske på årets smukkest tid. I Rododendronparken i Brønderslev var farveorgiet også på sit højeste, og undervejs på turen blev øjnene bombarderet med gule rapsmarker og bevoksninger i alle mulige grønne nuancer. En virkelig sanselig og skøn oplevelse, hvor landskabet folder sig ud på smukkeste vis.
Det er noget, der kan få humøret til at stige adskillige grader, og der var da også store smil på læberne hele vejen rundt. Flere benyttede lejligheden til lige at sætte næsen helt tæt på for at mærke blomsterduften, og i parkens sø gled svaneparret graciøst forbi på vandet.
Alle de indtryk giver behov for fred og ro til at fordøje, og det blev der på én af byens spisesteder, hvor der blev hygget med kaffe og ostemadder inden turen atter gik mod Østervrå ad naturskønne veje.
En helt igennem hyggelig oplevelse.
ÅB




