Fantastisk fantasifuld fastelavnsfest i Fredagsspiloppen
Fredag den 3. marts var der fastelavnsfest i Fredagsspiloppen i Dybvad.
Cowboys, balletdansere, Ninjaer, Elsa og Anna, vaskemaskiner, trolls, indianere, hippier, Olsen Banden, Legoklodser, skrald, kalenderlys osv.
Ja, listen er lang og endnu længere når vi skal berette om børnenes og forældrenes kreativitet. Omkring 140 børn var mødt op, de fleste udklædte og fyldte Dybvad Hallen med farver og et væld af kulturelle møder. Der var de almindelige kendte aktiviteter som fodbold, fartmålerkonkurrence, sjippekonkurrence, ansigtsmaling osv. Alt sammen fungerede og alle de unge mennesker hyggede sig og nød at være sammen og have det sjovt. Der blev gået til den i konkurrencerne, men ikke mere end at man bagefter kunne hjælper hinanden med den næste sjove aktivitet eller spil. Udover børn fra Dybvad er der flere og flere der kommer fra de omkringliggende byer som Hørby, Flauenskjold og Agersted, hvilket er rigtig dejligt.
I pausen fik alle børn fastelavnsboller fra Hørby Bageri og så var sukkerdepotet tanket op til næste del af programmet.
Der var fastelavnsfest og det var med kåring af de tre mest kreative udklædninger og den helt traditionelle omgang tøndeslagning for alle fordelt på tre tønder af hensyn til deltagerantallet. Der måtte kæmpes hårdt ved alle tre tønder, men efter adskillige omgange og mange trætte små arme, lykkedes det at få alle tre tønder slået ned og der blev kåret kattekonger og kattedronninger.
Aftenen blev afsluttet med lodtrækningspræmier.