
Søndag den 22. august var der stort set sol fra morgen til aften. Lidt vind, men på ingen måde en vind, der generede dagens gudstjeneste i Østervrå Anlæg.
Allerede ved 16 tiden dukkede de første op og overværede lydprøver m.v., men da startskuddet gik kl. 16.30 var der, om ikke fuldt hus – for det bliver der vel aldrig rigtig i naturen – så i hvert fald mange mennesker – dejligt mange mennesker.
Gudstjenesten gik i gang og indeholdt fem tekstlæsninger, fællessange og -salmer og musikalske indslag fra det, til lejligheden oprettede, kor som havde øvet i kirken siden kl. 12.00.
Freja Würtz stod for kor og band, så der var styr på musikken under hele gudstjenesten.
De fem læsninger blev foretaget af folk fra de forskellige menigheder og dagens prædiken var lagt i hænderne på folkekirkens præst, Christian Aalling, som mindede os alle om, at vi skal være åbne for troens variation, at vi skal være lydhøre og nysgerrige overfor, hvordan andre forstår og tolker evangeliet og livet. At der ikke rigtig findes en facitliste.
For de yngste var der arrangeret en hoppepude på græsplænen som flittigt blev benyttet og øjensynligt skabte stor begejstring.
Omkring 130 lagde vejen forbi anlægget til gudstjenesten og en stor del af dem, valgte at tage imod tilbuddet om lækker aftensmad, som i år blev lavet af Adventistkirken, inden de gik hjem igen. Et helt igennem vellykket arrangement.




