Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Erindringsglimt

Ejvind Dregaard kan fortælle, hvordan det gik til, da Østervrå for mere end 50 år siden fik sin hal. Foto: Ejvind Pedersen

Ejvind var med helt fra begyndelsen

Østervrå Idræts- og Kulturcenter fejrer i år 50 års jubilæum, og i den anledning har vi spurgt nogle af dem, der kan huske, hvordan det gik til, at Østervrå fik bygget en hal. Det er små erindringsglimt kun til at varme op på, for hen over sommeren fortæller Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager hele historien. 

Fhv. bagermester Ejvind Dregaard er én af de sidste nulevende, der var med til at sætte gang i tankerne om et halbyggeri i Østervrå. Ejvind var midt i 60’erne formand for fodboldafdelingen, som trængte voldsomt til bedre omklædningsfaciliteter. For at tjene nogle penge til et nyt klubhus begyndte foreningen at holde Andespil på Østervrå Kro. – Det var om søndagen, for det var den eneste dag, hvor der ikke var andre i nabolaget, der havde et tilbud, husker Ejvind. 

Det gik rigtig godt med bankospillene, og snart havde foreningen betalt sin gæld og endda sparet 20.000 kr. op. Den afgørende beslutning for at få gang i byggeriet, var en træningskamp mod FFI på Østervrå Stadion. Spillerne fra havnebyen var noget bedre vant med omklædningsfaciliteter, og flere af dem nægte at klæde om og gå i bad i de beskedne og meget slidte rammer og kun koldt vand i hanen.

I skal bygge en hal
Bestyrelsen i fodboldklubben blev enige om, at de ville spørge Torslev Sogneråd, om man kunne få lov til at bygge et nyt klubhus og eventuelt få lidt tilskud til det. I sognerådet sad bl.a. Thingbak, Axelsen og Elmann Nielsen, og herfra var meldingen helt klar, der skulle ikke bygges noget klubhus, der skulle bygges en idrætshal. 

Så blev der drømt store drømme i Østervrå, og i ugerne og månederne efter sognerådets udmelding blev der holdt mange uformelle formiddagsmøder i bagbutikken hos Dregaards bageri på Hjørringvej. For at få gode ideer, blev der sendt en delegation af sted for at kigge på, hvordan andre halbyggerier så ud.

Drama på landevejen
En af turene gik til Aabybro, og det blev en noget dramatisk udflugt. – Vi var syv mand af sted, husker Ejvind, det var bl.a. Ebbe Jørgensen, Sjønne Bager, John ’Reklame’ Pedersen og mig. Det ene hold kørte i Ebbes bil, mens jeg kørte sammen med Sjønne og John i Johns Ford Fairlane. Det var Sjønne, der kørte, for John havde ikke kørekort. I et kryds kort før Aabybro bliver vi påkørt af en bilist, der ikke overholdt sin vigepligt. Vi ryger af vejen og halvejs ned i grøften, og heldigvis skete der ikke noget med nogen af os, fortæller Ejvind. Da vi har sundet os lidt, får vi bilen på ret køl og de værste buler rettet ud, så vi kunne køre videre. De andre i Ebbes bil var jo foran, og kunne sikkert ikke forstå, hvor vi blev af – det var jo længe før mobiltelefonens tid. Vi kom godt til Aabybro og fik set på hallen. (Den er i øvrigt tegnet af den samme arkitekt, som har tegnet Østervrå Hallen.)

Sogneindsamling
Der skulle skaffes økonomi til det planlagte byggeri. ØVI kunne stille med 10.000 kr. og sognerådet lagde det dobbelte, den beskedne sum på 30.000 kr. rakte jo ikke langt, så der blev sat en sogneindsamling i gang. – Der var mange andre ud over Byggeudvalget, der samlede penge ind, f.eks. havde Kristian Knudsen og jeg en landtur, fortæller Ejvind. Det var ikke alle, der var lige ivrige efter at bidrage til sådan noget nymodens byggeri, men rigtig mange gjorde. Der blev i alt samlet 1,8 mio. kr. ind, og det var virkelig mange penge på den tid. Desværre var det beløb brugt op inden halbyggeriet knapt var synligt over jorden. Inden man var færdig, var den samlede byggesum løbet op i 8,1 mio. kr., erindrer Ejvind Dregaard. 

ÅB

Populære artikler