Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Endnu en vellykket sommerfest i Flauenskjold IF

I den forgangne weekend har Flauenskjold Idrætsforening afviklet den årlige sommerfest.

FLAUENSKJOLD: Der blev tale om endnu et vellykket arrangement på foreningens flotte stadion.

Torsdag var der oldboys kamp mod Hjørring, som resulterede i en sejr på 1-0.

FIF’s Venner åbnede deres tombola, ligesom der kunne købes øl, vand og pølser mv.

Fredag startede med bydysten, hvor en række lokale hold, primært familiehold med op til tre generationer på holdet, dystede i ni discipliner. Samlede vindere blev hold-Kvesel.

Dysten blev afsluttet med fællesspisning i teltet med deltagelse af 120 børn og voksne. Herefter var der lokalopgør i serie 4 mod Klokkerholm. Hjemmeholdet fra Flauenskjold løb med en 5-3 sejr. Serie 4 holdet sikrede allerede weekenden forinden sin status som serie 4 hold til efteråret.

Lørdagen blev indledt med et børnefodbold stævne med deltagelse af 10 hold. Der blev uddelt medaljer til alle, hvilket var et stort hit, blandt de mange glade børn.

Lørdag eftermiddag var der seniorfodbold på programmet. Først spillede serie 2 herrerne mod Hjørring Frem med et 1-2 nederlag til følge. Flauenskjold var allerede inden sidste spillerunde rykket ned i serie 3 fra efterårets start. Efterfølgende var der damekamp mod Voersaa, hvor gæsterne trak det længste strå med en 5-0 sejr.

Dagen sluttede med fest i teltet med deltagelse af 80 personer til spisning. Efter spisningen dukkede flere op, så omkring 100 mennesker hyggede sig i baren og på dansegulvet aftenen igennem.

Man var, bortset fra en times tid lørdag formiddag, tilsmilet af vejrguderne med sol og høje temperaturer. Så mon ikke festudvalget har mod på at gentage det hele til næste år.

Tekst og fotos: IS

Populære artikler