En tur på legepladsen med børnene fra Dybvad Børnehus

Når man går ad skolestien over forbi Dybvad Børnehus og kigger ind i haven, så bliver man i godt humør af at høre alle de glade barnestemmer, der er på legepladsen, mens børnene leger med alle de forskellige ting, der er stillet op til dem.
Den her eftermiddag med dejlig sol og glade børn ude på pladsen, havde avisens udsendte aftalt et besøg for at høre om alle de nye ting, der er dukket op på legepladsen og for at høre, hvad der sker i børnehuset her op til sommerferien.
Jeg er så heldig, at børnene gerne vil vise mig rundt og fortælle om de legeredskaber m.m., som er derude.
De viser stolt de flotte fodboldmål, som blev købt for det beløb, som Børnehuset fik efter årets Tunnelløb og her fortæller man fra de voksnes side, at de bliver rigtig meget brugt.
Vi er også inde i det flotte madpakkehus, som samtidig fungerer som bålhus og så er der klatretårnet, som jeg ser i brug, idet børnene er lynhurtige til at klatre op og ned igen og videre op ad de små bakker, som stadig er på legepladsen, selv om der er brugt plads på så meget nyt og spændende og gyngerne er der selvfølgelig også stadig og bliver flittigt brugt. Vi må ikke glemme børnenes helt egen motorvej nemlig flisegangen, hvor der bliver drønet af sted på cykler og andre køretøjer og som en af drengene råbte: Pas på det her er en motorvej – sådan.
Susanne, en af de voksne, der er med os rundt, fortæller om de mange spændende ting, børnene hitter på med ting, der bare er i naturen såsom at lege mudderlege, fordi man jo hurtigt når ned til ler, når man graver ude på legepladsen og ja, sådan noget mudder er jo bare sagen til så meget, der kan laves kager og mudderet kan klistres på forskellige steder som en anden murer ville gøre det. Susanne fortæller også, at de forleden lavede en minigolfbane af nogle rør m.m., som man fandt – i det hele taget er man god til at have gode ”være ude dage” i Børnehuset.
For tiden arbejder man med krible-krabledyr og snakker om, hvad de spiser og om de stikker eller bider og der er fine plakater med de forskellige små dyr og det giver anledning til mange gode snakke.
Børnehuset har jo en vuggestue i den ene ende af huset, som har deres helt egen del af legepladsen, hvor de store børn leger med de små sidst på dagen f.eks., når der ikke er så mange børn tilbage.
De ældste af børnene er lige for tiden på Hørby Skole nogle dage om ugen for at forberede indskolingen, inden de skal starte derovre efter sommerferien.
Til slut fortalte børnene også, at de havde været i gang med at lave heksen til Borgerforeningens Skt. Hansfest på Søparken og de fortalte, at Dybvad Genbrug havde sponsoreret heksemutters tøj, så hende kan man glæde sig til at se på Søparken Skt. Hans aften.
Jo-Jo