En sikker cykeltur: OK-chauffører underviser eleverne på Hørby-Dybvad Skole i trafiksikkerhed

DYBVAD-HØRBY: Eleverne på mellemtrinnet på Hørby-Dybvad Skole fik i sidste uge besøg af både en tankvogn og en chauffør fra OK. Eleverne skal undervises i trafiksikkerhed som en del af undervisningskonceptet OK på Vej med bl.a. praktiske øvelser ved en tankvogn i skolegården. Skolen ser frem til besøget og mere fokus på trafiksikkerhed.
Mange danske børn cykler hver dag til og fra deres hjem, skole og fritidsaktiviteter. For at sikre, at det sker trygt og undgå trafikuheld, skal elever på skoler over hele landet i den kommende tid undervises i, hvordan de cykler sikkert i trafikken.
Fra maj til september besøger energiselskabet OK 53 skoleklasser og underviser eleverne i, hvordan de skal orientere sig og forholde sig, når de møder en tonstung lastbil i trafikken.
Torsdag den 7. maj var det Hørby-Dybvad Skole, som fik besøg af en OK-chauffør. Her lærer børnene blandt andet, hvor de skal placere cyklen, når de møder en lastbil, som skal svinge til højre.
Vigtigt med fokus på sikkerhed
På Hørby-Dybvad Skole var man glade for besøget, fortæller skoleleder Gitte Kiilerich Østergaard.
”Det giver vores elever viden og erfaringer, som passer direkte ind i deres hverdag her i lokalområdet. Mange af vores børn og unge færdes dagligt på vejene – til og fra skole, fritidsaktiviteter og venner – og derfor er trafiksikkerhed noget, der vedrører dem helt konkret,” siger hun og fortsætter:
”Vi håber, at eleverne tager viden, respekt og ansvar med sig – både som cyklister, fodgængere og som fremtidige trafikanter – og at de bliver mere opmærksomme på, hvordan små valg kan gøre en stor forskel for sikkerheden på vejene omkring dem.”
En af de chauffører, der står for undervisningen, er Anders Greibe, som har været en del af undervisningsteamet de seneste fem år. ”Vi er rigtig glade for, at vi med OK på Vej og vores besøg kan hjælpe børnene med at være ekstra opmærksomme og gøre deres ture mere sikre,” siger han.
Eleverne bliver overraskede
Hovedformålet er at gøre børnene mere opmærksomme på, hvordan de passer på sig selv, når de møder lastbiler i trafikken. Det er med til at skabe trygge og sikre rammer om det aktive liv, som mange børn har, hvor cyklen spiller en central rolle i forhold til at komme rundt.
Mens tankvognen står i skolegården, tilbyder OK-chaufførerne bl.a. eleverne mulighed for at komme op i førerhuset. Her kan de opleve, hvor udfordrende det kan være for chaufførerne at opdage cyklister, der er tæt på lastbilen i trafikken. Det kan forhåbentlig være med til, at flere børn undgår højresvingsulykker.
”Det er altid en god oplevelse at undervise børnene og opleve deres engagement og vilje til at lære om, hvordan de skal agere i trafikken, når de møder en lastbil. De bliver tit overraskede over, hvor lidt vi som chauffører kan se tæt omkring lastbilen. Det gør stort indtryk, når de sidder i førerhuset, og den viden kan de tage med sig på cykeltur,” siger Anders Greibe.

