
AaB overrakte onsdag den 19. maj et ekstra solidaritetsbidrag til Østervrå I.F., som er barndomsklub for Joakim Mæhle.
I pausen af 3F Superligakampen mellem AaB og Vejle Boldklub overrakte AaB solidaritetschecks på træningsudstyr til partnerklubberne Østervrå I.F. og Aalborg Freja.
– Barndomsklubberne får selvfølgelig automatisk nogle penge, når en spiller bliver solgt fra en klub til en anden. Men det beløb vi overrakte i går, er et ekstra bidrag, som vi gerne vil give til barndomsklubber for spillere, der bliver solgt fra AaB, fortæller AaB’s akademichef Anders Damgaard.
– Nordjyske spillere er kernen i AaB’s Superligatrup og på AaB Akademiet, og derfor vil vi gerne på denne måde hylde og værdsætte det fine talentudviklingsarbejde, der foregår i vores nordjyske partnerklubber. Det er noget, vi har ønsket at markere i en længere periode, men vi har ventet på, at der igen måtte være tilskuere på Aalborg Portland Park, siger Anders Damgaard.
Østervrå I.F. fik overrakt en check på 30.000 kroner, der skal bruges på selvtræningsudstyr.
Østervrå I.F. er Joakim Mæhles barndomsklub, og Joakim Mæhle blev i 2017 solgt til belgiske KRC Genk, hvorfra han i december 2020 blev solgt videre til italienske Atalanta.
Til at modtage checken fra AaBs akademichef Anders Damgaard var Østervrå I.F. repræsenteret af Emma Irgend og Karina Kristensen.
Tidligere har også Hjørring I.F. modtaget et ekstra solidaritetsbidrag i forbindelse med salget af Mikkel Kaufmann til FC København, skriver AaB på deres hjemmeside.




