Eksklusiv Bourgogne-vinsmagning i Østervrå

Der er udsigt til en ganske særlig aften, når den lokale vinklub ”Karaflen af 9750” inviterer til Bourgognevinsmagning fredag den 28. november i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Aftenens hovednavn er Knud Kjellerup, dansk vinbonde i Bourgogne siden 1993 – og en mand med en historie, der er mindst lige så interessant som de vine, han producerer.
Bourgogne bliver ofte omtalt som vinregionernes konge, men det er også den franske vinregion, der kan være sværest at blive klog på, med mange forskellige vinmarker og en udpræget årgangsfølsomhed. Aftenens arrangement er altså en oplagt chance til at få et indblik i både smagen og historien fra dette ikoniske vinområde.
Otte smagninger og mad
Der venter deltagerne otte smagninger, og dertil serveres mad fra Menys delikatesse i Østervrå. En perfekt kombination, som lægger op til gode smagsoplevelser og hyggeligt samvær tilsat masser af ny viden om vin.
Vinbonde ved et tilfælde
Aftenens gæst, Knud Kjellerup fortæller under smagning om sin fascinerende vinrejse, der handler om hvordan han, næsten ved en tilfældighed, endte som vinbonde i det berømte område. En historie han også beskriver i sin bog ”Mit Bourgogne – drømmen om at skabe vin”.
Knud har i mange år drevet Østjysk Vinforsyning og fik i 1992 en uventet henvendelse fra vingården Albert Sounit i Rully. Året efter slog han til sammen med to investorer, og siden har han udviklet vingården, som i dag er kendt for sin kvalitet og har modtaget flere medaljer. Under foredraget viser han også billeder fra den mere end 150 år gamle vingård og de smukke, historiske kældre.
Medlemmerne af Karaflen af 9750 har tidligere oplevet Knud Kjellerup og var så begejstrede, at de nu ønsker at give flere muligheden for at møde ham – og smage hans vine. – Elsker du hygge, god Chardonnay og en elegant Pinot Noir – så er dette arrangementet, du ikke vil gå glip af, lyder opfordringen fra to af klubbens medlemmer Ole Pedersen og René Larsen.
ÅB

