Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Efterårsferie og Festdage i Østervrå

I Østervrå er der lagt op til et aktivt efterårsferieprogram for hele familien. Lokale aktører byder ind med arrangementer fordelt over hele ugen med start søndag 16. oktober til fredag 21. oktober.  

Østervrå Idræts- og Kultur­center indleder ugen med gratis svømning, søndag formiddag, hvor alle er velkomne til at benytte alle svømmehallens faciliteter inkl. wellnessafdelingen. 

Blomsterløbet folder sig ud senere på søndagen, hvor deltagerne kan løbe, cykle eller gå ad fastlagte ruter. Undervejs er der pitstops med forfriskninger hos lokale erhverv/foreninger, og mulighed for at høre værterne fortælle om deres virke. Denne gang kan du bl.a. besøg Østervrå Bageri, Rene Jensen, Gane, murermester Kenneth H. Christensen og Østervrå Frikirke. Startstedet er på stadion ved ØVIs klubhus, efter turen er der drikkevarer og varme pølser med tilbehør på adgangsbilletterne. 

Mandag 17. oktober fyrer ØVIs badmintonafdeling fjerbolde af til den store guldmedalje. Arrangementet er åbent for alle børn og unge, der kunne tænke sig at prøve kræfter med sporten. – Vi skal have det sjovt, og bagefter hygger vi sammen over lidt mad, fortæller badmintonafdelingen. Første afdeling er forbeholdt de yngste op til 5. kl., og bagefter bliver der plads til alle dem fra 5. klasse og ældre. 

Bødkergården holder åbent hus for alle, tirsdag 18. oktober. Der vil være forskellige aktiviteter, og så er der selvfølgelig også legepladsen og alt det andet. 

ØVIs Svømmeafdeling har fyldt svømmehallen med fest, farver og masser af legeredskaber til et stort Poolparty tirsdag aften med fed diskomusik tilsat masser af eksotiske drinks, chips og slik. Første afdeling er for aldersgruppen 5-9 år og anden afdeling for 10-16 år. 

GF77 inviterer til Lagkageløb onsdag 19. oktober. Et udendørs byløb for alle over seks år, hvor deltagerne skal samle ingredienser til at bygge den flotteste lagkage, lyder udfordringen. Mødestedet er ved Kulturhuset, og det anbefales at tage praktisk og varmt tøj på.  

Torsdag aften 20. oktober er der tradition for at mange familier fra nær og fjern samles til det store Familiebanko i Østervrå Hallen. Det er Østervrå Seniorerne m.fl. der står bag en hyggelig aften med flotte gevinster rundhåndet sponsoreret af det lokale erhvervsliv. Arrangørerne modtager gerne kontanter, og gør iøvrigt opmærksom på at bankospillet begynder en halv time tidligere i år. 

Børnedisko 
ØVIs Venner inviterer alle børn i alderen fra 0.-5. klasse til Børnedisko i klubhuset fredag den 21. oktober. Det bliver en rigtig sjov aften med fed musik, hotdogs og sjove lege, lover arrangørerne. Der kan købes chips, slik, sodavand og drinks. Forældrene må gerne være med – på afstand, de kan nemlig hygge sig i idrætscentrets cafeteria, hvor de kan købe kaffe og kage. 

ÅB

Populære artikler