Torsdag eftermiddag var der 13 unge gamere i Østervrå Ungdomsklub. De havde meldt sig til det sidste nye tiltag i byen – E-sport.
Skærme, tastaturer og processorer havde torsdag eftermiddag, sammen med deres ejere, sat kursen mod Østervrå Ungdomsklub, hvor startskuddet gik til E-sport for aldersgruppen fra 5. kl. og op.
De unge gamere var spændte og glædede sig til at komme i gang, sammen med instruktør Morten Rasmussen og et par assistenter fra det ældste E-sportshold.
I torsdags blev der spillet Counter Strik Go i hold á fem spillere. Første spilledag var tilrettelagt med introduktion til spillet suppleret med strategi og træning, og det var en flok meget fokuserede spillere.
På besøg
Instruktør Morten Rasmussen har en ambition om, at Østervrå-gamerne også skal på besøg i andre klubber, så det ikke kun er i den elektroniske verden de unge møder hinanden.
På træningsdagene bliver der også på sigt indlagt små fysiske øvelser og turer på bl.a. multibanen, så fysikken også er klar til dysterne på tastaturet.
Hver torsdag
De yngste E-sportsudøvere træner hver torsdag frem til sommerferien. Det er muligt at låne en maskine i klubben, som dog p.t. kun råder over fire maskiner, så det bedste er, hvis spillerne selv kan tage deres eget udstyr med, men altså ikke et must.
Et hold med spillere i en ældre aldersgruppe, fra 9. kl. og op, har også etableret sig med et hold, der spiller hver onsdag.
ÅB




