Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Dybvad Hallen får støtte til ”Den aktive sammenfletning” i Dybvad

Fra venstre Jens Erik Kyed fra Dybvad Hallen, Britt Vad fra Hørby-Dybvad skole, Bianca Svendsen fra områdefornyelsen i Dybvad, Klaus Nielsen fra Dybvad Boldklub og Dybvad Idrætsklub, Line Søndergaard Schulz, tidligere fra områdefornyelsen Frederikshavn Kommune og Anders Skovsgaard fra Støtteforeningen til Hørby-Dybvad skole. 

Dybvad Hallen har fået 450.000 kr. fra Nordea-fonden til projektet ”Den aktive sammenfletning”, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet i Dybvad og lokalområdet. 
Når det er Dybvad Hallen der har fået dem er det fordi den står som projektejer.

Med 450.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje kan der nu igangsættes projekter, der har været på tegnebrættet siden marts 2020. ”Vi er mange foreninger og personer der er engageret i dette projekt, Områdefornyelsen Frederikshavn Kommune, Dybvad Idrætsklub, Dybvad Boldklub, Dybvad Handel- og Erhverv, Dybvad Borgerforening, Støtteforeningen til Hørby-Dybvad skole, elevrådet på Hørby-Dybvad skole og Dybvad Hallen. Med ”Den aktive sammenfletning” håber vi at kunne udvikle og bidrage til det lokale fællesskab”, udtaler Klaus Nielsen fra Dybvad Hallen.

”Vi håber at skabe et samlingssted i byen hvor borgere i alderen 0-99 finder sammen omkring de aktiviteter der bliver opstillet. Det bliver et sted hvor man både kan være aktiv, men også bare sidde og nyde livet og de aktiviteter der sker der. Vi ønsker at se flere borgere i bybilledet og gerne folk i alle aldre, sociale lag, fra forskellige kulturer og også gerne fra området omkring Dybvad. Vi glæder os som små børn til at komme videre med projektet og få realiseret vores allesammens drømme. Vi vil informere mere om projektet og vise illustrationer frem når vi har fintænkt og alle har været ind over hvordan vi indretter ned til mindste detalje”, siger Bianca Svendsen fra gruppen områdefornyelsen Frederikshavn Kommune.

58 mio. kr. til lokale fællesskaber
Dybvad Hallen har modtaget 450.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje på
58 mio. kr., der uddeles til projekter, som styrker lokale fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.

”Vi er utrolig glade for at se, at efterspørgslen på at styrke liv i det lokale er så stor – og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Dybvad og omegn ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet,” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Her bor vi-puljen havde ansøgningsfrist 23. september 2021. Fonden modtog 429 ansøgninger og ud af dem har 113 fået støtte fra puljen til aktiviteter og fællesskaber.

Populære artikler