
Som mange lokale måske efterhånden har hørt, er Dybdahl Erhvervstøj så småt i gang med at pakke ned i Østervrå. Pr. 1. februar 2023 rykker de nemlig firmaet til Brønderslev.
Det har været en svær beslutning at flytte fra Østervrå, fortæller Kim Dybdahl, men hvis vi fortsat skal udvikle og vækste firmaet er vi nødt til at skulle placeres mere centralt og tættere på motorvejen, fortæller han. Vi har brug for en bedre logistik og det forventer vi at få på den nye adresse.
Det er vemodigt for mig at forlade Østervrå og det er noget, jeg har tænkt meget over, fortæller Kim Dybdahl, der dog fortsat vil være bosat i Østervrå.
Kim er født og opvokset i byen og har i alle årene været en ildsjæl og et kendt ansigt i byen som DJ, konferencier og aktiv i bl.a. handelstandsforeningen, festugeudvalg, messeudvalg og meget andet.
I 1996 startede en dengang 29 årig Kim butik med herretøj og arbejdstøj på Industrivej (hvor Høyrup er i dag). Firmaet udviklede sig i den retning at han i 1999 valgte at gå ”all in” på erhvervstøj og siden er det gået stærkt.
Vi har haft en fin vækst igennem årene, men pladsmangel er og har længe været et problem for os, fortæller Kim. På den nye adresse, som er det gamle Pedershåb på Godsbanevej 14 i Brønderslev, har vi 1000 kvm til rådighed og mulighed for at inddrage yderligere 800 kvm, hvis vi skulle få brug for det, så det burde være nok i en del år ud i fremtiden, griner Kim.
Et andet nyt tiltag i Dybdahl Erhvervstøj er overtagelsen af Agerbæk Profiltøj i Brønderslev pr. 1/1-2023 og med den også ansættelse af Marianne Mortensen, som hidtil har været i Agerbæk Profiltøj, så med dét nye tiltag er der i dag 18 ansatte i firmaet.



