Det er sommer, det er sol og der er sommerfest i Dybvad…

Dybvad Aktivitetscenter afholder den årlige sommerfest lørdag den 14. juni og her er alle sejl sat til for, at der skal være noget for både store og små på denne eftermiddag.
Kikker man i programmet må man også sige, at der virkelig er noget for alle aldre, når sommerfesten afvikles.
Der bydes bl.a. på Børneloppemarked, fiskedam, stor kagebuffet, salg af pølser og sidst, men ikke mindst kommer Bo Young og underholder og her bliver der rig lejlighed til at synge med, for han er utrolig god til at få publikum med og det han synger, er noget, de fleste kender og godt kan lide. For dem, der ikke har mødt Bo Young før, kan det lige nævnes, at han er søn af Jodle Birge.
Aktivitetsleder Elsebeth Larsen fortæller nærmere om programmet, at man har inviteret de forskellige foreninger i byen til at deltage og at flere foreninger allerede har meldt tilbage, at de kommer og er med ved sommerfesten.
Den store flotte kagebuffet er lavet af Hyggeholdet og den består af rigtig mange lækre og spændende kager – det er en kæmpestor luksus kagebuffet og her til kommer, at man også kan købe alskens andre lækkerier.
Man håber på et fantastisk godt vejr, så hele festen kan foregå udenfor på plænen, hvor der vil være masser af spil at hygge sig med og der er borde og bænke, så man kan sidde og nyde kaffen og lytte til musikken og hygge sig sammen.
Nørklerne, der mødes hver tirsdag og laver flotte ting til julemarkedet, har også en bod ved sommerfesten, hvor der er mulighed for at gøre en god handel.
Man håber fra Aktivitetscentrets side at se alle aldersgrupper til årets sommerfest og at det kunne blive en tilbagevendende tradition.
Hvis vejret driller afholdes sommerfesten i aulaen.
Se i øvrigt annonce andetsteds i avisen.
Jo-Jo

