De private har taget skraldet
De private dagplejere i Hørby har deltaget i den store skrald-indsamling.
Forleden mødtes de alle sammen med deres sække fyldt med alt muligt og nærmest også alt umuligt for som dagplejerne sagde, så er det utroligt, hvad folk smider fra sig rundt omkring. De havde samlet ind i poser, hvor der stod Børnenes Naturindsamling på og de var meget stolte, når de viste deres sække frem og dagplejerne fortalte, at de havde samlet skrald hele måneden og samtidig havde de snakket med børnene om, hvor vigtigt det er, at man ikke bare smider tingene og at man passer på naturen.
De private dagplejere havde også vejet deres sække med affald og hold nu godt fast – Lene og hendes børn havde indsamlet 9,7 kg skrald og Tina og Carsten og deres børn var nået op på hele 16 kg og endelig havde Birgit og hendes børn indsamlet 5,8 kg – det er godt nok flot og det er godt nok meget, der er blevet smidt rundt omkring.
De kunne også fremvise et flot diplom, de havde fået for deres deltagelse og store engagement.
De var samlet den dag i købmandens gård i Hørby, fordi man fra forretningens side havde valgt at give børnene en lille belønning for deres store indsats.
Der var nemlig lækre kiks og frugtstænger til alle og der blev hygget alt imens det bare øsede ned, men børnene nød det og tog sig ikke af regnen – man er vel sej – og det må man sige, at de er i den private dagpleje i Hørby – stor tak for jeres indsats herfra også.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen