”Danmark dejligst” i ord og billeder
Østervrå Seniorerne og Østervrå Bibliotek inviterer tirsdag 31. oktober til et foredrag med titlen ”Danmark dejligst” i Østervrå Kulturhus. Det er Grethe Hagensen og Bent Jakobsen, som tager tilhørerne med på en rejse tværs gennem Danmark.
H. C. Andersens ord ”Jeg tror, der er skønnest i Danmark” er udgangspunktet for det foredrag dagens gæster kommer med. – Undervejs stopper vi op ved nogle af de mange dejlige udflugtsmål og kulturhistorisk steder, fortæller Grethe og Bent. Der krydrer foredraget med lyd, musik og billeder.
De barske klitter ved Stevns afløses af det milde Fyn, hvor Danmarks nok største komponist Carl Nielsen voksede op. – Vi besøger selvfølgelig hans barndomshjem og Carl Nielsen Museet i Odense, hvor vi hører historien om den lille landsbydreng, der giftede sig med billedhuggeren Anne Marie Brodersen. To stærke personligheder, hvis liv ikke altid gik helt let.
Sejle op ad åen
Vi skal også ud at sejle på Odense Å, hvor vi møder mange af H. C. Andersens eventyrfigurer.
På Møllebakken i Kerteminde åbnede kunstnerparret Alhed og Johannes Larsen deres hjem for Fynbomalerne, og i Odsherred opstod der en kunstnerkoloni, som lod sig inspirere af det smukke landskab. Vi skal bl.a. besøge Swanernes kunstnerhjem ”Malergården” i Plejerup.
Undervejs fortæller Grethe og Bent om mange andre kulturpersonligheder. Det hele understreges af den smukke danske natur, som tilhørerne kommer til at opleve gennem kunstnernes billeder og gennem Bent Jakobsens fotolinse.
Grethe Hagensen har i mange år været ansat som bibliotekar på Frederikshavn Bibliotek. Bent Jakobsen er pressefotograf, og har i mange år illustreret avisspalterne med sine skarpe skud.
ÅB