Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Byudviklingsprojekt i Dybvad er i gang

Onsdag den 4. april lægges der sidste hånd på de foreløbige indsatsområder og udviklingsplaner for Dybvad, som inden længe skal præsenteres for byrådets politikere. Det sker ved et borgermøde i Dybvad Hallen, hvor repræsentanter fra Dybvad Handel & Erhverv, Dybvad Borgerforening og Frederikshavn Kommune bl.a. vil sammenfatte og præsentere de ideer, der fremkom ved en ”drømmevandring” i byen i marts måned.

Her havde godt 45 borgere på trods af bidende kulde fundet vej til Søparkhuset, hvorfra dagens rute udgik med to hold og undervejs blev der gjort holdt ved nogle af de steder, hvor midler fra Boligministeriets områdeudviklingspulje vil kunne gøre gavn. Dybvad har tidligere søgt ind til denne pulje i partnerskab med Frederikshavn Kommune, og med god hjælp fra Distriktsudvalget samt en kommunal arbejdsgruppe, er de første penge til delprojekterne nu på vej. Og det er netop disse delprojekter, der skal beskrives nærmere og færdiggøres den 4. april.

Borgermødet starter med spisning og efterfølgende børneaktiviteter i hallen, mens de voksne holder møde i cafeteriet. Ud over selve projekterne til områdefornyelse vil der her blive en præsentation af arbejdet med stiftelse af byfonden Dybvad Byudvikling ApS, hvortil anpartstegningen nu går i gang. Byfonden stiftes bl.a. på baggrund af de ønsker og tanker, der i 2016-17 opstod i forbindelse med udarbejdelse af landsbyplanen ”Fælles fodslaw for det gode liv på landet” – dengang i øvrigt også i godt samarbejde med Distriktsudvalget og kommunens landdistriktskoordinator.

Alle er velkomne til at deltage i onsdagens borgermøde; også hvis man ikke har fået tilmeldt sig spisningen, idet det egentlige program først starter umiddelbart derefter. Man kan i øvrigt sagtens være med selv om man ikke deltog i drømmevandring og projektstarten i marts.

Populære artikler