Bogreception på Hørby Efterskole
Torsdag den 8. august var der indbudt til bogreception på Hørby Efterskole, hvor bogen ”VORES LIV PÅ HØRBY” blev præsenteret.
De tre forfattere bag bogen, Ole Læborg, Finn Jakobsen og Bjørn Bjørnskov, har gennem længere tid arbejdet tæt sammen for at nedfælde deres historier om livet på efterskolen. Resultatet er blevet en bog fyldt med historier og anekdoter, i et forsøg på at nedfælde den særlige ”Hørbyånd”, der har præget skolen gennem generationer, på papir.
Receptionen blev indledt af forstander Mogens Vestergård Pedersen. Han bød gæsterne velkommen og introducerede forfatterne.
Efter forstanderens velkomst var der kaffebord med alverdens kager. Efterfølgende fortalte de tre forfattere på skift om processen med at skrive bogen og delte nogle af de mest mindeværdige øjeblikke, der var beskrevet i den.
Bogen ”VORES LIV PÅ HØRBY” er ikke blot en samling af personlige erindringer, men også et dokument over en tid og et fællesskab, som mange tidligere og nuværende elever kan spejle sig i.
I søndags rykkede nye elever ind på skolen, og de kan se frem til at blive en del af en tradition, som nu også er nedfældet på skrift for eftertiden.
Tekst og fotos: SEB