Amalie vil gerne lære flere i Østervrå at kende

Nyt initiativ: Fredagscafé 2. maj i ØVIs klubhus
Hun er flyttet til Østervrå for nylig, og føler sig efterhånden rigtigt godt hjemme, men Amalie Flyger synes alligevel, at der mangler noget. – Jeg vil rigtig gerne lære flere at kende i byen, så derfor har jeg foreslået borgerforeningen, at vi skulle lave en Fredagscafé.
Det er helt kort baggrunden for det nye tiltag, som en samlet bestyrelse i Østervrå Borgerforening tog særdeles positivt imod.
Amalie kender et lignende koncept fra sin hjemby Lørslev, som i flere år har haft stor succes med at holde ugentlige træf over lidt drikkevarer i det lokale borgerhus. – Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at få en snak med nogle af dem, man allerede kender, og vigtigst, så kommer man også til at lære helt nye mennesker at kende fra sit lokalområde, er Amalies erfaringer.
Østervrå Borgerforening er i tæt samarbejde med Østervrå Idrætsforening om det nye tiltag, som de mener er rigtig godt for byens fællesskab. Første Fredagscafé bliver den 2. maj, hvor man helt uforpligtende kan komme og gå, lige som man har lyst til. – Vi sælger drikkevarer, og så vil der også være mulighed for at købe lækre ristede pølser, forklarer Morten Hejslet, der understreger, at caféen er for alle aldre. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi til en god snak med andre fra byen, mens man lader børnene slå sig løs på området ved klubhuset, lyder opfordringen.
Bliver det en succes, er det planen, at det fremover blive et fast tilbud hver fredag – undtagen helligdage.
Fredagscaféen slutter i øvrigt inden Fredagstamtam begynder på TV.
ÅB