
Nu er det snart et halvt år siden Østervrå fik sin 1-1-2 akuthjælperordning. De 25 frivillige er kommet godt i gang, og har været kaldt ud 23 gange siden 26. maj i år. De får ofte spørgsmål om ordningen, og i forbindelse med udkald overraskelse over, at de dukker op.
1-1-2 akuthjælperordningen er en udvidet frivillig førstehjælpsordning, der rykker ud til akutte situationer i lokalområdet. Akuthjælperne er helt almindelige borgere, der som frivillige ønsker at gøre en forskel og være med til at skabe tryghed i lokalsamfundet.
Vi bor i et område, hvor der kan være lang responstid på ambulancen, og de fleste ved at hurtig hjælp er vigtig, og det er i de første vigtige minutter akuthjælperne kan træde til med livredende behandling, indtil ambulancen eller paramedicinerne når frem.
I det øjeblik en borger ringer 1-1-2 om akut opstået sygdom eller mindre tilskadekomst, bliver akuthjælperne aktiveret fra alarmcentralen via sms. Heraf fremgår det, hvor hændelsen er, og hvad det drejer sig om.
Hurtigt fremme
I løbet af ganske få minutter er de første hjælpere fremme. De har selv det udstyr med, de skal bruge, og de er lette at kende på deres gule jakker med refleks.
Akuthjælperne har fået en kortere uddannelse i udvidet førstehjælp fra Region Nordjylland, og det betyder, at de blandt andet er uddannet i at give hjerte-lunge-redning, måle blodsukker, yde førstehjælp ved fremmedlegeme i halsen, behandling ved allergiske reaktioner samt i at anvende bl.a. iltapparat, adrenalinpen og hjertestarter.
Akuthjælperne rykker ud, hvis de har mulighed for det, dog kan der være situationer som arbejde, ferie o. lign., der gør, at de ikke rykker ud. Derfor er det også godt, at de er så mange, så der sandsynligvis altid er nogen, der kan komme. De 25 akuthjælpere bor rundt i det område, som de dækker – dog fleste i Østervrå by.
Området har en radius på ca. 5-7 km fra Østervrå centrum. Det strækker sig mod vest til kommunegrænsen/Koldbro – Søholt/Løth – Højstrupvej – Thorhøj/Try og Nejsum.
Tavshedspligt
Akuthjælperne svarer gerne på spørgsmål om ordningen, men de er underlagt tavshedspligt og må derfor aldrig svare på spørgsmål om konkrete tilfælde o. lign.
Regionens præhospitale beredskab har netop udgivet en lille folder, der fortæller om Akuthjælperordningen. Folderen kommer til at ligge flere steder i Østervrå – bl.a. hos Østervrå Fysioterapi & Træning, på biblioteket m.fl.
ÅB




