Der var afslutning forleden for alle de børn, der havde været med til boldleg i denne sæson.
Man startede inde i hallen, hvor påskeharen havde gemt nogle påskeæg, som børnene skulle finde. Heldigvis lykkedes det for børnene at finde dem og det gik endda rigtig hurtigt i år.
Herefter gik man i samlet flok over i klubhuset, hvor forældrene spændt ventede på at overvære medalje- og diplomuddelingen og børnene var utroligt stolte, når de fik medaljen om halsen og der blev klappet ivrigt fra forældrenes side og børnene var også rigtig gode til at klappe af hinanden.
Herefter sagde Bianca Svendsen, der leder boldleg, tak for i år og fortalte, at der startede boldleg igen til efteråret. Hun takkede også alle sine hjælpere, der trofast har været med ved boldleg gennem hele sæsonen.
Forældrene havde bagt masser af spændende kager til afslutningen og der blev serveret kaffe og saftevand til alle.
Boldleg tilbydes af Dybvad Boldklub og er meget populært – det er sådan, at børnene følges med Niels fra børnehaven over til boldleg og så kan forældrene hente dem, når det er slut.
Jo-Jo




